Få vandboringer lukket af pesticider

11. jan 2012

Landbrugets brug af pesticider udgør en minimal risiko for grundvandet

Kun 24 drikkevandsboringer er i alt over en 10 års periode taget ud af drift på grund af fund af pesticidrester over grænseværdien fra midler, der i dag er godkendt til brug i landbruget. Og ikke 100 om året, som det flere gange har været meldt ud i pressen.

Det er derfor en markant overreaktion at kræve 25 meter randzoner omkring alle boringer til den almene vandforsyning. Kun i meget få tilfælde er der behov for at gøre en ekstra indsats for at undgå nedsivning af pesticider til drikkevandet, fastslog Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion i sin beretning på udvalgets årsmøde i Herning tirsdag.

Videncentret for Landbrug har gennemgået i alt 3.386 boringer, der er lukket i perioden 1999-2008. I 1.273 af dem fandtes der pesticidrester, men kun i 600 af disse var koncentrationen så stor, at den overskred grænseværdien. Og kun i fire procent af disse, svarende til 24 boringer, er overskridelsen forårsaget af midler, der i dag er godkendt til brug i landbruget.

- Ser vi på, hvilke pesticidrester, der er fundet i boringer, hvor grænseværdien er overskredet, så er det næsten alle steder gamle pesticidrester fra stoffer, som det nu er forbudt at bruge i landbruget, sagde Torben Hansen.

- I de 24 boringer, hvor det handler om rester fra godkendte midler, er det hovedsageligt stoffet Bentazon, det drejer sig om. Og som følge af fundene er der allerede sket indskrænkninger i brugen, som skal forhindre, at midlet fremadrettet vaskes ud af rodzonen i koncentrationer over grænseværdien, sagde Torben Hansen, der videre påpegede, at analysen viser, at en stor del af boringerne med pesticidrester over grænseværdien ligger i byområder.

- I byområderne er der mange andre potentielle forureningskilder end landbrugsanvendelse, fastslog Torben Hansen, der afsluttede sin beretning med en opfordring til regeringen om at indtage en mere målrettet og fagligt velfunderet tilgang til planteproduktion, for eksempel med hensyn til vandplaner, pesticider, kontrolbesøg og landbrugsstøtte.

- I kan ikke bare lægge produktionsrestriktion på produktionsrestriktion og så tro, at vi samtidig kan levere byggesten til fremtidens vækst. I skal være med til at udvikle nye forretningsområder og også have øje for mulighederne i stedet for kun at insistere på begrænsninger, lød Torben Hansens hilsen til regeringen.

Yderligere information:
Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion, Tlf. 4027 6704

Seneste nyt fra lf.dk