Landbrug & Fødevarer vil formidle kostråd til alle
10. jan 2012
Nye kostråd er undervejs, og formidlingen af dem er altafgørende for, at de kommer ud blandt danskerne og virker. Derfor laver Landbrug & Fødevarer sammen med Fødevarestyrelsen en undersøgelse af danskerne måltidskultur.
Fødevarestyrelsen har inviteret Landbrug & Fødevarer og en række andre interessenter på fødevare- og sundhedsområdet til at komme med nogle bud på, hvordan de nye kostråd skal udformes. Arbejdet er så småt kommet i gang, og planen er, at de nye kostråd skal præsenteres for danskerne i udgangen af 2012.
- De nuværende kostråd fra 2005 fokuserer i høj grad på, hvad man skal undgå i kosten, frem for at give appetit på at spise sundere. Det vil vi gerne ændre på. Derfor er vi indgået i et vigtigt samarbejde med Fødevarestyrelsen om en antropologisk undersøgelse af danskerne måltidskultur. Vores mål er at finde ud af, hvad der sker i hjemmene og på den baggrund finde en letforståelige og anvendelig måde at formidle de nye kostråd på, siger Winnie Pauli, afdelingsleder, Mad, Måltid & Ernæring, Landbrug & Fødevarer.
Winnie Pauli understreger, at der fra Landbrug & Fødevares side arbejdes på et paradigmeskifte: Hvor der i dag primært er fokus på fravalg, så er målet, at der fremover tales om tilvalg.
- Vi skal give positive anbefalinger til, hvordan kosten skal sammensættes. Det er lettere at handle på og omsætte positive anbefalinger end, når det er negative spareråd. På den måde skal vi lære at spise ordentligt mad og nyde vores måltider, siger Winnie Pauli.
De positive råd skal hjælpes på vej af et eller flere enkelte grafiske elementer, som er let at bruge for den enkelte i sammensætningen af måltidet.
- Vi er glade for at være med til det spændende arbejde, hvor vi skal udvikle de kommende kostråd. Vi har stor respekt for det ernæringsfaglige element af arbejdet. Men vi skal også gå ydmygt til værks med den del, der handler om kommunikationen af rådene, så alle danskere har lyst til at følge dem, slutter Winnie Pauli.