Skattereform starter godt
18. jan 2012
PRESSEMEDDELELSE
Det skal kunne betale sig at gå på arbejde, er hovedbudskabet i regeringens oplæg til en skattereform. Det er den helt rigtige vej at gå, mener Landbrug & Fødevarer, som også opfordrer regeringen til at kigge hele afgiftssystemet igennem.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fremlagde i dag regeringens bud på en skattereform. Og den er på rette vej, vurderer Landbrug & Fødevarer:
- Regeringen lægger op til at sænke skatten på arbejde. Det har vi som eksporterhverv i høj grad brug for. Lavere skat gør det lettere at holde lønningerne i ro og dermed genvinde den konkurrenceevne, som vores eksporterhverv har tabt de seneste år. Vi har brug for et samfund, hvor det i langt højere grad kan betale sig at gå på arbejde. Regeringen skal have ros for at tage dette budskab til sig, siger Carl Aage Dahl, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
Direktøren understreger vigtigheden af, at skattelettelser ikke betales med højere afgifter til virksomhederne. For så er man lige vidt med at genoprette den tabte konkurrenceevne.
Hele afgiftssystemet skal kigges igennem
Virksomheders konkurrenceevne er de seneste år blevet undergravet af store stigninger i både lønninger og afgifter. Derfor opfordrer Landbrug & Fødevarer regeringen til i en skattereform at kigge hele skatte- og afgiftssystemet igennem.
- Regeringen er meget optaget af skabe ny vækst og nye arbejdspladser. Det mål bør de bruge en skattereform til at nå. Derfor skal regeringen kigge hele skatte- og afgiftssystemet igennem. Det voksende antal skatter og afgifter stækker konkurrenceevnen for Danmarks eksporterhverv. Og det er skidt, for det er eksportvirksomhederne, der stadig holder økonomien oppe, siger Carl Aage Dahl.
Direktøren peger på, at potentialet på de internationale markeder stadig er stort for danske virksomheder:
- Væksten buldrer derudaf især i Asien. Men også markederne omkring os er godt med. Vi skal have del i den vækst. Og det kan vi bruge vores eksport til. Men det kræver, at de danske virksomheder kan begå sig i den globale konkurrence. Og det kan de kun, hvis regeringen letter afgiftspresset. Med lavere skat på arbejde og lavere afgifter kan vores virksomheder skabe nye arbejdspladser og dermed gøre Danmark rigere, siger Carl Aage Dahl.