2020-mål for økologien kræver afsætningsmuligheder

22. sep 2010

Målsætningen om en fordobling af det økologiske areal i 2020 er god, men for at nå det kræver det, at der er afsætning for produkterne, siger Landbrug & Fødevarer.

En ny analyse fra Fødevareøkonomisk Institut sår tvivl om, hvorvidt der er afsætning på det danske marked for de mange ekstra hektar økologisk jord, som er regeringens 2020-mål. Landbrug & Fødevarer mener, at målet skal nås gennem en flerstrenget indsats:

- Vi vil rigtig gerne den økologiske udvikling, der er lagt op til fra regeringens side. Men vi er også bekymrede for, om afsætningen i Danmark kan matche målsætningen. Det skal være muligt at tjene penge på økologi. Og derfor bør regeringen have fokus på en flerstrenget indsats, siger teamleder for Landbrug & Fødevarer Økologi, Kirsten Lund Jensen 

Regeringens flerstrengede indsats kunne ifølge Kirsten Lund Jensen være at fokusere på bedre rammevilkår som hurtigere miljøgodkendelser og prioritering af økologi i EU´s landbrugspolitik. Men det kunne også være at gøde jorden for mere afsætning gennem informationskampagner og eksportfremstød både i Danmark og i udlandet; det netop overståede eksportfremstød i Kina er et godt eksempel på det.

Markedsdrevet udvikling
Fødevareøkonomisk Institut lægger ligeledes vægt på en markedsdrevet udvikling:

- Heldigvis er udgangspunktet i Grøn Vækst (regeringens miljøplan, red.), at udviklingen skal være markedsdrevet. Hvis politikerne vælger, at gennemtvinge en omlægning, vil det skade de nuværende økologiske landmænd, fordi resultatet af den stigende produktion bliver faldende afsætningspriser, siger Niels Tvedegaard til Jyllands-Posten den 22. september.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) tror stadig på 2020-målet og på, at økologien - trods den aktuelle opbremsning - igen kan vokse:

- Sidst på efteråret lancerer vi en økologipolitisk handlingsplan, som skal belyse, hvorfor omlægningen er stagneret. Den manglende konkurrencedygtighed er et af de elementer, vi skal se på. Når analysen er færdig, må vi vurdere, hvor vi konkret skal sætte ind for at fremme en øget omlægning til økologisk drift, siger Henrik Høegh til Jyllands-Posten den 22. september.

Seneste nyt fra lf.dk