Misvisende overskrift i Børsen mandag den 12. april

12. apr 2010

Overskriften siger hverken noget om Landbrug & Fødevarers holdning eller refererer, hvad der rent faktisk er budskabet i artiklen.

Børsen bragte mandag den 12. april en artikel om regeringens konkurrencepakke, Grøn Vækst 2.0, som skal sikre landbrugs- og fødevareerhvervet en bedre konkurrenceevne. Desværre under overskriften 'Landbruget venter på flere hjælpepakker'.

Denne overskrift er yderst misvisende, da den hverken siger noget om Landbrug & Fødevarers holdning eller refererer, hvad der rent faktisk er budskabet i artiklen.

Budskabet i artiklen er, at Landbrug & Fødevarer ser frem til at få resultaterne af de analyser, som Grøn Vækst 2.0 stiller i udsigt. Èn analyse som skal sikre, at der bliver kigget på erhvervets konkurrenceevne og rammevilkår i forhold til de lande, der konkurreres med på de internationale markeder. Og en anden analyse, som skal undersøge, hvilke midler, der er de mest hensigtsmæssige i forhold til at opnå de resultater der skal til for, at Danmark opfylder EU's vandrammedirektiv.

- Det er uheldigt, at overskriften fra artiklen i dagens Børsen ikke er retvisende. I Landbrug & Fødevarer er vi glade for regeringen og Dansk Folkepartis villighed til at sikre os bedre rammevilkår med Grøn Vækst 2.0. Det er et væsentligt tiltag i en meget svær situation for et erhverv, som bidrager væsentligt til det danske samfund. Vi er naturligvis klar over, at der ikke kommer flere af den slags pakker i den nærmeste fremtid. Men det er også klart, at vi ser frem til resultatet af de lovede analyser, som har afgørende betydning for arbejdet med at sikre vores fremtidige konkurrenceevne, siger Michael Brockenhuus-Schack, formand, Landbrug & Fødevarer.

Seneste nyt fra lf.dk