Jordpriser på stabilt leje

05. maj 2011

Der sker mange handler med landbrugsejendomme, og jordpriserne er ved at stabilisere sig, viser de nyeste tal ifølge Landbrug & Fødevarer.

Friværdierne i landbrugsejendomme smuldrer fortsat, hvis man skal tro Morgenavisen Jyllands-Posten den 4. maj. Men så slemme ser tallene fra Danmarks Statistik for de sidste to kvartaler slet ikke ud, vurderer Landbrug & Fødevarer:

- Der er selvfølgelig regionale forskelle, men generelt er jordpriserne ved at lande på et stabilt leje. Man kan sagtens drive en bedrift, selvom prisen på jord er faldet, men det sætter selvfølgelig fokus på, hvor vigtigt det er at præstere hjemme på bedriften, siger erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer, Lone Saaby, til landbrugsavisen.dk den 4. maj.

Unge får nemmere foden indenfor
De nyeste tal og vurderingerne fra landbrugsmæglere viser, at der er godt gang i handlerne i landbrugsejendomme. Og da priserne er lave i øjeblikket, giver det plads til yngre landmænd, forklarer Lone Saaby:

- Det kan være vanskeligt at finansiere landbrug. Men de lavere priser på ejendomme betyder jo også, at det er nemmere for de yngre at komme ind i erhvervet, siger Lone Saaby.

Seneste nyt fra lf.dk