WTO-klar. EU's handelspolitik går på to ben

Der er i disse dage intense forhandlinger om en multilateral frihandelsaftale i WTO-regi. Deadline for de indledende forhandlinger er påske, men det kommer til at knibe.

Analyse af Anna de Klauman, teamleder i Landbrug & Fødevarer, bragt i Politiken 14. april 2011.

Der forhandles intensivt i Genève for at afslutte forhandlingerne om en multilateral frihandelsaftale i WTO, inden amerikansk politik bliver lammet af præsidentvalgkamp i 2012. Samtidig fortsætter EU sin offensive strategi med at afslutte så mange bilaterale frihandelsaftaler som muligt. Under det seneste EU-topmøde i marts blev det sågar besluttet at starte nye frihandelsforhandlinger med Japan. Fremgangsmåden er helt i tråd med EU's handelspolitiske strategi: Her spiller man på to heste for at skabe vækst og beskæftigelse og bevare den globale konkurrenceevne for europæiske virksomheder.

I løbet af det sidste årti er der sket en markant stigning i indgåelse af regionale og bilaterale frihandelsaftaler på verdensplan. Særligt USA har været dygtig til at indgå handelsaftaler med lande med strategisk vigtige markeder. EU har længe været tilbageholdende overfor indgåelse af bilaterale og regionale frihandelsaftaler. Men der er tale om en selvforstærkende proces, hvor det handler om at undgå at blive stillet ringere end de lande, der er i gang med - eller allerede har indgået frihandelsaftaler med centrale handelspartnere.

Fordelene ved at nedbryde toldbarrierer og skabe gode rammer for samhandel i både WTO-regi og bilateralt er åbenlyse. Ifølge en OECD-analyse fra 2010 vil en 10 pct. stigning i global handel føre til en gennemsnitlig 4 pct. indkomststigning per indbygger. OECD-analysen konkluderer endvidere, at en toldliberalisering inden for landbrugs- og industrivarer kan øge den globale velstand med 100 milliarder dollar. Ifølge WTO's egne beregninger vil en implementering af en Doha-aftale føre til en årlig kapitalindsprøjtning i verdensøkonomien på et sted mellem 3-400 milliarder dollar. På samme vis er der store gevinster at hente ved indgåelse af bilaterale aftaler. Ifølge Kommissionens beregninger vil den netop indgåede frihandelsaftale mellem EU og Sydkorea spare europæiske eksportører for 1,6 mia. euro om året i kraft af udfasning af eksportafgifter. Ligesom sydkoreanske eksportører vil spare store summer ved fremtidig eksport til EU.

Doha-forhandlingsrunden begyndte tilbage i 2001, og det er endnu ikke lykkes at skabe enighed om en multilateral handelsaftale som afløser for Paraguay-aftalen fra 1995. Siden januar 2010 har der - for første gang i halvandet år - været forhandlinger på chefforhandlerniveau i Genève. Det amerikanske midtvejsvalg i november 2010 skulle overstås, inden Obama turde sætte WTO på dagsordenen. Og derfor anses 2011 som året, hvor der er mulighed for at få en aftale på plads, inden præsidentvalgkampen for alvor tager til i styrke i 2012.

Helt aktuelt arbejdes der på højtryk i Genève for at få enderne til at hænge sammen i det meget komplicerede forhandlingspuslespil. Det er planen, at de forskellige forhandlingsgrupper skal fremlægge revidere forhandlingstekster op til påskeferien. Det vil dog, ifølge de seneste meldinger fra WTO's generalsekretær Pascal Lamy, kræve mere end almindelig politisk fleksibilitet fra flere nøgleaktører. Nogle at de helt store sten på vejen er forholdet mellem Kina og USA. De to lande kan bl.a. ikke blive enige om toldsatserne på industrivarer.

Noget tyder på, at heller ikke EU helt tør håbe på en lykkelig udgang af forhandlingerne i Genève, når EU's ledere så sent som i slutningen af marts besluttede at indlede frihandelsforhandlinger med Japan. Doha-runden har godt nok førsteprioritet, men bilaterale forhandlinger er nødvendige, lyder ræsonnementet i den handelspolitiske strategi.

Et hurtigt klik på det amerikanske handelsministeriums hjemmeside viser, at EU er bagud i forhold til indgåelse af handelsaftaler. I løbet af de sidste 10 år har USA indgået bilaterale eller regionale handelsaftaler med 13 lande. Til sammenligning har EU alene indgået to frihandelsaftaler i samme periode med Chile og Sydkorea. Men som det fremgår af figuren, er EU aktuelt i gang med en offensiv indsats og forhandler pt. med 10 lande om regionale eller bilaterale frihandelsaftaler. Derudover kommer en lang række økonomiske partnerskabsaftaler med handelsaspekter.

Regionale aftaler ses undertiden som en konkurrerende handelspolitisk strategi i forhold til den multilaterale. Det behøver dog ikke at være tilfældet. En multilateral aftale skaber lige og gennemsigtige konkurrencevilkår mellem WTO-landene og troværdige procedurer for tvistbilæggelse, ligesom WTO-systemet giver mulighed for at lave aftaler om reduktion af den interne støtte (f.eks. landbrugsstøtten). En af de største ulemper ved bilaterale aftaler er, at de i deres natur er ekskluderende i forhold til andre aktører - ofte de fattigste og svageste lande. Omvendt er den umiddelbare fordel, at de kan være lettere at nå til enighed om. Hvis WTO-reglerne respekteres i de bilaterale forhandlinger, kan de ligefrem være et nyttigt supplement til WTO.

Inden påske ved vi mere om, hvorvidt EU i fremtiden skal satse på det bilaterale eller multilaterale spor.

Note: ’Antal lande’ indebærer alle de lande, der er med i bilaterale og regionale frihandelsforhandlinger Kilde: Office of the United States Trade Representative og Europa-Kommission, DG Trade.

Op