Dansk kyllingekød er helt fri for salmonella
Samtlige stikprøver, som myndighederne i 2010 tog af dansk kyllingekød, var helt fri for salmonella. Derimod fandt Fødevarestyrelsen salmonella i cirka 10 procent af stikprøverne af fjerkrækød fra udlandet. Dermed ligger dansk kyllingekød markant bedre end det udenlandske, selv om der også over de senere år registreret et fald i salmonellaforekomsten i udenlandsk fjerkrækød.
Det gode danske resultat er en følge af en målrettet dansk indsats fra fjerkræbranchens og myndighederne side for at nedbringe salmonella i den hjemlige produktion af kyllinger.
De nye tal stammer fra Fødevarestyrelsens rapport om den såkaldte case-by-case kontrol i 2010. Case-by-case kontrollen består i, at Fødevarestyrelsen hvert år udtager stikprøver af dansk og udenlandsk fjerkræ-, svine- og oksekød og undersøger dem for salmonella og campylobacter.
Denne kontrol viste også, at antallet af partier med campylobacter i både dansk og udenlandsk fjerkrækød i 2010 faldt for tredje år i træk. Læs mere om myndighedernes case-by-case kontrol.