Landbrugs- og fødevareerhvervet beskæftiger 145.000
Ifølge nationalregnskabet er den samlede beskæftigelse i Landbrugs- og fødevaresektoren på 145.000.
I jordbrugssektoren er der 99.000 beskæftigede fordelt på landmænd, gartnere og fødevareindustrier knyttet til jordbrugssektorens produkter. Dertil kommer 46.000 beskæftigede, der er tilknyttet den fødevareproduktion, som følger af den økonomiske aktivitet, de 99.000 beskæftigede skaber i Danmark. Det kan f.eks. være konsulenter, dyrlæger, byggebranchen mv. - men hvor kun den andel af beskæftigelsen, der finder sted, som en direkte konsekvens af efterspørgslen fra jordbrugssektoren inddrages i opgørelsen. Det betyder at hverken kæledyrs-dyrlæger eller medarbejdere i detailhandlen er med i opgørelsen. Tilsvarende medtages kun de agroindustriarbejdspladser, der leverer (rå- og hjælpestoffer) til danske landmænd.
Der er andre opgørelsesmetoder af beskæftigelsen i den samlede sektor, som viser et større antal beskæftigede, men Landbrug & Fødevarer og Fødevareøkonomisk Institut anvender nationalregnskabet som grundlag.