Æg

I Danmark produceres forskellige typer æg - buræg, økologiske æg, skrabeæg og frilandsæg. Læs mere om hvordan produktionen foregår.

Langt de fleste æg, der produceres i Danmark, er ’konsumæg’ eller ’skalæg’, dvs. hele æg som sælges til forbrugerne eller til catering, restauranter mv.

Størstedelen af æggene produceres hos de ca. 200 professionelle ægproducenter i Danmark.

De daggamle kyllinger udruges på et rugeri, hvor hanekyllingerne sorteres fra og destrueres.

Hønekyllingerne opdrættes hos en opdrætter, inden de leveres til I opdrætsperioden vaccineres hønnikerne for smitsomme fjerkræsygdomme.

Hønerne begynder æglægningen, når de er ca. 18-20 uger gamle. Tidspunktet afhænger af flere faktorer, bl.a. genetik, ernæringstilstand, temperatur og især lysstyrke og dagslængde. Hønerne lægger kun få eller ingen æg, hvis dagslængden er kort. Derfor sørger man for et ensartet og stabilt lysprogram i produktionen, så ægproduktionen er fordelt jævnt over hele året.

Foder
For at hønerne kan lægge æg, skal de have tilstrækkeligt med foder. Størstedelen af foderet består af korn, især hvede, men også majs, som bl.a. medvirker til at give gule æggeblommer. Udover korn indeholder foderet også protein, som kan være i form af rapsskrå eller -kager, ærter, sojaskrå eller fiskemel. Foderet kan også indeholde fedtstoffer til at give ekstra energi, og grønmel og lucernemel (tørrede, formalede planter), der giver mere gule æggeblommer.

Buræg
Den mest udbredte form for ægproduktion sker i æglægningsbure.

En burhøne lægger æg i ca. 392 dage (ca. 13 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges). Hønen lægger omkring 335 æg, dvs. 6 æg om ugen. En høne i bur optager ca. 43 kg foder i æglægningsperioden.

Der behøver ikke at være vinduer i stalden. Hønerne må næbtrimmes, hvis det sker inden de er 10 dage gamle.

Berigede bure
Fra 1. januar 2012 forbydes de konventionelle bure til ægproduktion i EU, og i Danmark vil hele burproduktionen være omlagt til berigede bure inden udgangen af 2011.

De berigede bure er kendetegnet ved at:

  • Hver høne skal mindst have et areal svarende til 750 cm2, hvoraf 600 cm2 skal være nytteareal.
  • Der må højest være 10 høner i et bur.
  • Buret skal mindst være 2000 cm2. Højden andre steder end over nyttearealet skal mindst være 20 cm.
  • Der skal være en rede, et støv-/strå-/sandbad samt siddepinde i buret, så hver høne mindst har 15 cm siddeplads.
  • Hver høne skal have mindst 12 cm fodertrug, og der skal være installeret et passende drikkesystem, så hver høne mindst har adgang til tre vandnipler eller drikkekopper.
  • Gangen mellem burene skal mindst være 90 cm, og det nederste bur skal mindst være 35 cm over bygningens gulv.

Skrabeæg
Skrabeæg produceres af høner i flokke på fra 3.000 til 10.000 stk. Hønerne lever indendørs i stalde, hvor der højest må være 9 høner pr. m2 nettoareal. En del af produktionen har dog kun 7 høner pr. m2 nettoareal.

En skrabehøne lægger æg i ca. 364 dage (ca. 12 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges). Hønen lægger omkring 274 æg svarende til 5 æg om ugen. En skrabehøne optager ca. 44 kg foder i æglægningsperioden.

Der er ikke krav om vinduer i staldene, men der skal være reder og siddepinde til hønerne samtidig med, at mindst 1/3 af gulvarealet skal dækkes med strå, høvlspåner, sand eller tørv. Hønerne må næbtrimmes, hvis det sker inden de er 10 dage gamle.

Frilandsæg
Frilandsæg produceres af fritgående høner. Husene er indrettet på samme måde som til produktion af skrabeæg. Forskellen er, at fritgående høner også har adgang til fri luft på et udeareal.

En fritgående høne lægger æg i ca. 364 dage (ca. 12 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges). Hønen lægger omkring 274 æg svarende til 5 æg hver uge. En fritgående høne optager ca. 40 kg foder i æglægningsperioden.

De fritgående høner lever i flokke á 3.000 til 10.000 stk., hvor de har adgang til både stald og hønsegård. I stalden er der krav om, at der højest må være 9 høner pr. m2 nettoareal. Derudover skal der være reder og siddepinde samt strøelse i mindst 1/3 af gulvsarealet i form af enten strå, høvlspåner, sand eller tørv. Der er ikke krav om vinduer i stalden.

I hønsegården, som hønerne har adgang til om dagen, skal der være mindst 4 m2 pr. høne, og jorden skal overvejende være dækket af vegetation. De fritgående høner må næbtrimmes, hvis det sker inden de er 10 dage gamle.

Økologiske æg
Økologiske æg produceres på mange måder ligesom æg fra fritgående høner, hvor nogle af de væsentligste forskelle er, at hønerne får økologisk foder og ikke må ikke næbtrimmes.

En økologisk høne lægger æg i ca. 364 dage (ca. 12 måneder), hvorefter den udsættes (slagtes eller sælges). Hønen lægger omkring 274 æg svarende til 5 æg om ugen. En økologisk høne optager ca. 40 kg foder i æglægningsperioden, men æder desuden en del grovfoder.

Flokke med økologiske høner består af op til 3.000 dyr.

Der er krav om vinduer i staldene, og der skal være reder og siddepinde til hønerne. Der må maksimalt være 6 høner pr. m2 nettoareal. Derudover skal mindst 1/3 af gulvarealet være dækket med enten strå, høvlspåner, sand eller tørv.

Hønsegårdens størrelse skal minimum svare til 4 m2 pr. høne, hvor jorden overvejende skal være dækket af græs. Derudover skal der være mere end én hønsegård, sål de enkelte hønsegårde kan være fri for høner mindst ét år af gangen.

Næbtrimning
Næbtrimningen sker ved, at spidsen af næbbet brændes med en laserstråle eller ganske kort kommer i kontakt med en glødende jernplade, som brænder den yderste spids af næbbet. Næbtrimning foretages primært for at minimere risikoen for fjerplukning, der kan medføre kannibalisme i en fjerkræflok. Der er derfor ofte større behov for at næbtrimme høner i de alternative systemer, hvor de går i relativt store flokke.

Indsamling af æg
I hele den periode, hvor hønerne lægger æg, indsamles æggene hver eneste dag fra hønsehuset. Det foregår mekanisk via et transportbånd. Æg, der er meget snavsede eller revnede, sorteres fra. De gode æg bliver pakket i bakker og anbragt på paller i et kølerum ude hos landmanden. Flere gange om ugen henter ægpakkeriet æggene.

Ægpakkeri

Læs også om hvad der sker på ægpakkeriet

Salmonella

Læs også om indsastsen mod Slamonella i danske æg

Økologi

Læs også om økologisk ægproduktion

Der er en række regler, som skal overholdes, før man kommer ud i en husdyrbesætning efter at have været i udlandet.

Jørgen Nyberg LarsenSektorchef, Branchesekretariat

Tlf. 3339 4635

[ Send e-mail ]