Godt 500 deltagere til Økologikongres

25. nov 2011

Temaet for årets økologikongres, 'Holdning og handling', den 23.-24. november tiltrak godt 500 deltagere, hvilket arrangørerne bag kongressen var godt tilfredse med.

Holdning og handling var det overordnede tema for Økologikongres 2011, der blev afviklet 23.-24. november 2011 i Vingsted Centret. Temaet havde tiltrukket godt 500 deltagere, hvilket arrangørerne bag kongressen var godt tilfredse med. Arrangørkredsen bestod af Videncentret for Landbrug, Økologisk Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Foreningen for Biodynamisk Jordbrug og ICROFS.

Straks fra kongressens start blev tonen slået an af fremtidsforsker Anne Skare Nielsen med budskabet om, at forbrugerne i fremtiden ønsker kvalitet frem for kvantitet. Forbrugerne ønsker ikke mere mad, men bedre mad, sagde Anne Skare Nielsen. Det kræver, at det økologiske landbrug hele tiden udvikler sig. For selvom økologi repræsenterer bedre værdier og kvalitetsprodukter end det konventionelle landbrug, så nytter det ikke noget at hvile på laurbærrene, sagde fremtidsforskeren.

Værdidebatter og politik
På kongressen var der mange aktuelle emner til debat. Forholdet mellem de økologiske principper og den praktiske virkelighed var omdrejningspunktet for nogle af de vigtigste værdidebatter, men derudover var der ligeledes flere politiske debatter. Således var der et temamøde om økologiens placering i EU's fremtidige landsbrugspolitik (CAP 2013), hvor direktør Lone Saaby, Landbrug & Fødevarer krydsede klinge med Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening. Tilsvarende fremlagde begge nævnte organisationer sammen med Danmarks Naturfredningsforening deres respektive visioner på økologiområdet på et andet møde på kongressen.

Kunst og information
Økologikongressen indeholdt således noget for enhver, og blev deltagerne træt af at lytte eller diskutere, så var der også noget for øjnene, idet kongressen også kunne byde på kunstudstilling. Arrangørerne havde fået seks kunstnere og et skolekunstprojekt til at udstille og samtidig viste to maskinproducenter deres maskiner til bekæmpelse af rodukrudt. Derudover havde alle arrangørforeninger stande på kongressen, ligesom flere af de sponsorerende virksomheder også havde valgt at informere om deres produkter på stande.

Det er hensigten, at der igen skal afvikles en Økologikongres i efteråret 2013.

Seneste nyt fra lf.dk