Fakta om krydsoverensstemmelse

Samtidig med beslutningen om at indføre enkeltbetalingsordningen, blev det også besluttet, at udbetaling af direkte støtte til landmændene skal være betinget af overholdelse af en række EU-bestemmelser på områderne miljø, plante- og dyresundhed mv. Ordningen benævnes "krydsoverensstemmelse". Den indebærer, at udover, at landmændene som hidtil kan idømmes bøde ved manglende overholdelse af reglerne, kan der også ske fradrag i den direkte støtte.

Omfattede regler
Krydsoverensstemmelse er indført fra 2005, idet ordningen i dette år omfattede en række bestemmelser vedr. miljø samt mærkning og registrering af dyr. Dertil kom krav om, at alle landbrugsarealer - især arealer der ikke længere anvendes til produktionsformål - skal bevares i god landbrugs- og miljømæssig stand.

Fra 2006 blev tilføjet bestemmelser vedr. folke-, dyre- og plantesundhed, og fra 2007 er også en række bestemmelser vedr. dyrevelfærd omfattet af ordningen.

Kontrol af reglerne
Kontrollen med ordningen foretages af de myndigheder, som har ansvaret for de omfattede regler. Det vil navnlig sige: Kommunerne, Plantedirektoratet, Fødevarestyrelsen samt Skov- og Naturstyrelsen.

Mulige sanktioner
Hvis kontrolmyndigheden konstaterer en manglende overholdelse, indberettes dette til FødevareErhverv, som er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger og udbetaling af støtten.

Hvis det konstateres, at en uagtsom handling har ført til overtrædelse af et krav, vil det som udgangspunkt give anledning til en støttereduktion på 3 pct. Ved overtrædelse af flere krav inden for flere områder kan reduktionen blive 5 pct. Hvis der er tale om forsætlige og gentagne overtrædelser, kan der dog ske en betydeligt større reduktion.