Økonomi og finansiering

Landbrug & Fødevarer arbejder for de bedst mulige finansieringsforhold for primærbedrifterne og for fødevarevirksomhederne. Landmanden er både som selvstændig ejer og bruger, og det er sammen med andelsorganiseringen af forsynings- og forædlingsvirksomhederne en af grundpillerne bag det danske fødevareerhvervs store eksportsucces.

De stadig større bedrifter stiller store krav til et velfungerende realkreditsystem til finansiering af generationsskifte og bedrifternes fortsatte udvikling. Skatte- og afgiftspolitikken må indrettes, så bedrifterne ikke tømmes for kapital ved generationsskiftet.

De kommende stramninger af regelgrundlaget i EU for de finansielle virksomheder i kølvandet på finanskrisen bør ikke føre til uhensigtsmæssige opstramninger i udlånsmulighederne til erhvervet.

Landbrug & Fødevarer arbejder for at:

  • Afbøde de negative konsekvenser af finanskrisen
  • Støtte de enkelte bedrifters overlevelse
  • Sikre den fortsatte udvikling i hele erhvervet

Selskaber vinder i stigende grad indpas - især i store og stærkt specialiserede produktioner. Herved kan tiltrækkes anden ansvarlig kapital til supplement af traditionel lånekapital. Også i de situationer bør en uddannet landmand have det driftsmæssige ansvar.

Med henblik på at udnytte det store potentiale, der ligger i fødevaresektorens fortsatte udvikling, vil Landbrug & Fødevarer sikre øget fokus på området i bl.a. Vækstfonden for derigennem at styrke innovation og vækst.