Niels Peter Nørring præsenterer 'Synd nummer 2'

 

Med kreative tricks tilpasser Aarhus Universitet deres kvælstofmodel til at kræve store, men ikke umulige kvælstofreduktioner i landbruget  

Vandplanernes mål om, at kvælstofudledningen skal reduceres med over 13.000 tons i de kommende år, hænger som en kulsort sky over landbruget i store dele af landet. Det rejser spørgsmålet, om vi nu kan have tillid til de modeller, der ligger til grund for vandplanernes mål om kvælstofreduktioner. Det har vi ikke i Landbrug & Fødevarer af mange årsager. En af grundene er, at, når vi studerer de anvendte statistiske modeller fra Aarhus Universitet, så ser vi, at der anvendes en række tricks, som bedst kan betegnes som kreativ bogføring. Universitetet får nemlig tilpasset resultaterne af en defekt model, så de beregnede reduktionsbehov kommer til at fremstå mere ædruelige, end de er.

Det er en hård anklage. Men lad os give nogle eksempler.

De statistiske modeller benytterdata, der er indsamlet over en årrække fra en række vandområder til at vise sammenhængen mellem på den ene side udledning af kvælstof, og på den anden side algeindholdet i vandet og vandets klarhed som de miljøparametre, der skal bringes i ’god tilstand’.

Det lyder meget godt, men problemet er, at modellerne meget ofte fører til helt vanvittige resultater.

Tag for eksempel Horsens Fjord og Skive Fjord. Modellerne for de to fjorde giver umiddelbart det svar, at udledningen af kvælstof samlet set - inklusive naturens eget bidrag – skal reduceres med over 200 procent for at få klart vand.

Det er selvfølgelig helt absurd, at noget skal reduceres med over 100 procent. Det kan jo ikke lade sig gøre. Det videnskabeligt redelige ville her være at stoppe op og spørge, om modellerne overhovedet fungerer. Det sker imidlertid ikke. I stedet opfindes en meget kreativ mellemregning, hvor det uden nærmere dokumentation fastsættes af modelmagerne, at hvis klart vand ifølge modellerne forudsætter umulige reduktionsbehov på over 200 procent, så omskrives det til 75 procent, og umulige reduktionsbehov mellem 100 og 200 procent omskrives til 50 procent, som illustreret ovenfor.

Det tvivlsomme i denne metode er påpeget af Lasse Engbo Christiansen og Jan Kloppenborg Møller fra DTUs institut for matematik og computervidenskab i deres rapport ”Kommentarer til Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder”. Det er en rapport, som vi har bestilt i L&F og fremført i vores høringssvar til vandområdeplanerne i 2015.

Desværre er det ikke kun i forhold til vandets klarhed, men også i forhold til den anden miljøparameter – vandets algeindhold – at modellen fremkommer med umulige reduktionsbehov omkring 100 procent og over. Og igen gribes der til kreativ bogføring.

Denne gang med en ny metode, hvor man lader umulige reduktionsbehov opveje af nogle til lejligheden udviklede støtteparametre, så det samlede reduktionsbehov for fjorden fremstår mere plausibelt.

Disse støtteparametre, der blandt andet omfatter en iltsvindsindikator, giver generelt væsentligt lavere indsatsbehov end de to hovedparametre, alger og vandets klarhed. Når støtteparametrene indvejes i det samlede indsatsbehov, reduceres dette pænt under 100 procent. Da disse støtteparametre kun anvendes i de statistiske modeller fra Aarhus Universitet og ikke i de mekanistiske modeller fra DHI, er det svært ikke at få den tanke, at de er tilføjet med det formål at justere umulige indsatsbehov ned til noget muligt. Det er i hvert fald den effekt, de generelt har.

Et eksempel på dette er i Lillebælt. Her kræver modellen en reduktion af udledningen på 134 procent for at nå algemålet. Kun ved i det samlede indsatsbehov at indregne støtteparametre, der ikke kræver kvælstofreduktioner, fremkommer et samlet indsatsbehov på 58 procents reduktion i udledning.


  

Nogen vil sikkert mene, at vi i landbruget skal være glade for denne kreative bogføring, da den jo reducerer indsatsbehovet. Problemet er dog, at de sminkede reduktionsbehov stadig er så store, at de vil være ødelæggende for landbruget mange steder i Danmark, hvis de skal realiseres.

Det kreative arbejde med modellerne handler ikke kun om, at umuligt høje reduktionsbehov bliver reduceret. For nogle vandområder når modellerne umiddelbart frem til, at der intet behov er for kvælstofreduktioner for at nå mål om klarhed eller algeforekomst i vandet.

Det er eksempelvis tilfældet i Vejle Fjord og Odense Fjord. Men det har modelmagerne pudsigt nok ikke tillid til kan være rigtigt. Så uden nærmere forklaring bemærkes det, at hvis ikke modellen finder en statistisk sammenhæng mellem kvælstofreduktioner på den ene side og vandets klarhed eller algeforekomst i fjorden på den anden side, så anvendes modellen for fjorden ikke!

I stedet anvendes så en såkaldt metamodel for angiveligt sammenlignelige fjorde, hvor der er fundet sammenhæng mellem udledt kvælstof og det pågældende miljøparameter. Og dermed lykkes det på kreativ vis alligevel at få bogført et stort reduktionsbehov.

Når man følger denne kreative bogføring, er det svært ikke at få det indtryk, at det er en tro på behovet for kvælstofreduktioner, der styrer modelarbejdet– og ikke omvendt. Hvis modellen siger, at der ikke er brug for kvælstofreduktioner, så har den svaret forkert, og så skal den udskiftes. Hvis modellen siger, at der er brug for umulige reduktioner, så manipuleres reduktionsbehovet ned af hensyn til modellens troværdighed, så den fortsat kan anvendes.

Vi påstår ikke, at forskerne bag modellerne vil landbruget det ondt. Det er velkendt i videnskabens historie, at forskere, der har investeret årtier af deres liv i en bestemt teori eller model, har svært ved at opgive troen på den og forsøger at lappe den sammen med kreative, men uholdbare tilføjelser, når det viser sig, at den ikke er i stand til at forklare virkeligheden.

Men det er selvfølgelig ikke i orden. Derfor har vi påpeget over for det internationale panel af forskere, der til efteråret skal evaluere kvælstofmodellerne, at der er noget helt galt.

Kravene til landbruget skal bygge på fakta og solid faglighed – og ikke en modelleret pseudo-virkelighed. De statistiske modeller og deres vanvittige reduktionsmål i vandplanerne skal skrottes. For hvis målene skal nås, vil det koste samfundet og landbruget milliarder – og uden sikkerhed for, at vi kommer væsentligt nærmere miljømålene.