Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Årets modtager af Den dybe tallerken, Francis Cardenau, flankeret af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og Dansk Fødevare Forums formand, Mette Jasper Gammicchia. Foto: Carsten Andersen

Mesterkok får pris for sit bidrag til dansk gastronomi

Francis Cardenau modtager ’Den Dybe tallerken’, der er Dansk Fødevare Forums kvalitets- og innovationspris. Mesterkokken får prisen for sit store og mangeårige bidrag til dansk gastronomi.

- Francis Cardenau tildeles prisen for sit engagement, sin holistiske tilgang til fødevarer og omverden samt en vedholdende indsats for at bringe innovation ind i fødevareindustrien uden at gå på kompromis med kvalitet og sit gastronomiske brand.

Sådan sagde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, da han onsdag aften uddelte innovationsprisen 'Den Dybe tallerken’ til Francis Cardenau.

Mesterkokken får Dansk Fødevare Forums kvalitetspris for sit mangeårige bidrag til dansk gastronomi, og fordi han igennem sine snart 25 år i Danmark har været en inspiration for hundredvis af unge gastronomer.

Francis Cardenau var køkkenchef, da den første restaurant i Danmark fik 2 Michelin-stjerner (den daværende ’Kommandanten’, red.). Senest har Francis Cardenau også repræsenteret Danmark, som dommer ved det uformelle verdensmesterskab for kokke ’Bocuse D’Or’ i Lyon.

- Hans utrættelige arbejde for den gode smag og de gode råvarer er beundringsværdig, og Francis har været en katalysator for dansk gastronomi og ydet et værdifuldt bidrag til innovation i fødevareindustrien, sagde Esben Lunde Larsen videre.

Der er ingen tvivl om, at Francis Cardenau er afholdt blandt sine kokke-kolleger. I indstillingen lød det blandt andet, at: 'Francis er, ud over at være en fantastisk dygtig kok og en inspirerende køkkenchef, et vidunderligt positivt menneske, hvis smittende energi altid er en oplevelse.’

- Med prisen følger håbet om, at Francis Cardenau fortsat vil være med til at den drive og præge den gastronomiske scene og ”Fødevare-Danmark” mange år endnu, sagde formand for Dansk Fødevare Forum, Mette Jasper Gammicchia.

Selv siger Francis Cardenau:

- Jeg er både stolt og beæret over, at en ”tilflytter” kan opnå prisen. Og jeg er meget ydmyg overfor at have vundet den i et meget skarpt felt.

 

Hvad er Dansk Fødevare Forum?
Dansk Fødevare Forum (DFF) blev stiftet i oktober 1994. Foreningen blev grundlagt på initiativ af en række virksomheder og organisationer i fødevareindustrien. Formålet var at skabe en organisation, som repræsenterer alle interessenter i dansk fødevareindustri. Dansk Fødevare Forum gennemfører konferencer og driver innovations- og ledelsesnetværk for fødevaresektoren. ’Den Dybe Tallerken’ er fødevarebranchens kvalitets- og innovationspris og uddeles for 17. gang i år.

For yderligere information kontakt:
Formand for Dansk Fødevare Forum, Mette Jasper Gammicchia, tlf. 27 24 56 68

Seneste nyt fra lf.dk