Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Lige nu oplever flere og flere fødevare- og agroindustrielle virksomheder, at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft til ledige stillinger.

L&F: Positivt at regeringen lytter til erhvervslivet

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at regeringen vil sænke skatten på arbejde og øge incitamentet til at tage et arbejde.

Det er glædeligt, at regeringen lytter til erhvervslivet i sit netop fremlagte skatteudspil.

Sådan lyder det fra Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

- Vi er rigtig glade for at se, at regeringen lytter til erhvervslivet og kvitterer for det ved at give danskerne et større incitament til at arbejde og yde en ekstra indsats på arbejdspladsen. Vi håber nu, at de politiske forhandlinger vil ende ud i en aftale, der gavner dansk erhvervsliv, fortsætter hun.

Fødevareklyngen beskæftiger cirka 190.000 mennesker, men lige nu oplever flere og flere fødevare- og agroindustrielle virksomheder, at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft til ledige stillinger.

Nye tal fra Landbrug & Fødevarer viser blandt andet, at 31,2 pct. af fødevare- og agroindustrien oplever, at manglen på kvalificeret arbejdskraft nu begynder at være en produktionsbegrænsning.

- Det vigtigste for os i fødevareklyngen er, at regeringen og de andre partier har for øje, at vi skal have øget arbejdsudbuddet i Danmark. Det er vigtigt, at tage Produktionsdanmarks problemer med mangel på kvalificeret arbejdskraft alvorligt. Vi må ikke lade vores ordrer og arbejdspladser rykke til udlandet, siger Karen Hækkerup.

Regeringen har i sit skatteudspil forslået, at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget og lave en hurtigere indfasning af forhøjelsen på topskattegrænsen. Det ser Landbrug & Fødevarer som et positivt forslag, da det vil gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats på arbejdet.

Derudover vil regeringen sænke registreringsafgiften på biler, og det vil forhåbentligt gøre det attraktivt for flere at tage et job uden for de store byer.

- I øjeblikket kæmper flere af de danske yderkommuner med at få besat ledige stillinger. Derfor vil dette forslag være rigtig godt for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, slutter Karen Hækkerup.

Se regeringens skatteudspil: Sådan forlænger vi opsvinget

Seneste nyt fra lf.dk