Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

2016 blev et vendepunkt for danske landmænd

Samlet set blev 2016 endnu et år med dårlig indtjening for landmændene. Landbrugets samlede driftsresultat efter ejerløn ender ifølge foreløbige regnskabstal fra SEGES med et underskud på mellem 1,5 og 2,6 mia. kr. Der skete dog en markant vending til det bedre i løbet af året, hvilket bliver tydeligt i 2017.

Heltidsbedrifternes samlede driftsresultat efter ejerløn mv. vil ifølge foreløbige resultater ende med et underskud på mellem 1,5 og 2,6 mia. kr. Det er ca. ½ mia. kr. lavere end i 2015. Det viser en analyse af 879 regnskaber, som SEGES har gennemført. Resultatet er før forrentning af landmandens egenkapital.

Resultatet dækker over en stor spredning både mellem de enkelte bedrifter og mellem de forskellige driftsgrene. Der er fremgang fra 2015 for især smågriseproducenter, men også producenter af slagtesvin og økologisk mælk. De ventes alle at opnå et positivt resultat i 2016.

Derimod må producenter af konventionel mælk, planter og mink imødese en nedgang fra året før og ser alle ud til at komme ud af 2016 med et minus på bundlinjen.

- Det tegner til et magert resultat i 2016, og det påvirker blandt andet muligheden for at investere. Alt tyder på, at 2016 føjer sig til rækken af år med negative nettoinvesteringer, vurderer Klaus Kaiser, som er erhvervsøkonomisk chef på SEGES.

En række ekstraordinære forhold påvirker resultaterne i 2016. For det første indregnes boligen fra 2016 som en integreret del af bedriften, hvilket trækker resultatet ned med ca. 0,7 mia. kr. i forhold til sidste år på grund af renter, afskrivninger og vedligeholdelse. For det andet er sohold påvirket af en kraftig værdi-opskrivning på stambesætning, som øger resultatet med ca. 0,8 mia. kr. For det tredje var udbytterne på korn og raps lave i 2016, hvilket forværrer resultatet med ca. 1 mia. kr. Samlet set betyder de ekstraordinære forhold, at det samlede underskud for landbruget ventes at ligge mellem 0,6 og 1,7 mia. kr.

Til gengæld steg priserne på svinekød og mælk i løbet af 2016, men set som et gennemsnit over året har priserne været relativt lave.

- Der er udsigt til et væsentligt bedre resultat i 2017 for producenter af svinekød og mælk, idet priserne steg markant i løbet af 2016 og forventes at ligge relativt højt gennem hele 2017. Samtidig kan vi se, at både svine- og mælkeproducenterne igen har forbedret effektiviteten markant og har holdt omkostningerne i ro, siger Klaus Kaiser.

Han peger videre på, at væsentlige elementer i fødevare- og landbrugspakken vil slå fuldt igennem i 2017 og give et tiltrængt boost til erhvervet.

- Samlet set danner de foreløbige resultater begrundet håb om, at 2016 blev et vendepunkt, og at mange producenter kommer rigtig godt igennem 2017, siger Klaus Kaiser.

Kontakt:
Klaus Kaiser, Erhvervsøkonomisk chef, SEGES, D +45 8740 5175 , M +45 2013 5175, E kak@seges.dk

Seneste nyt fra lf.dk