Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Lemp reglerne for dyrkning af hamp og cannabis

Cannabis og hamp skal fra 2018 benyttes til medicinsk behandling i en fireårig forsøgsperiode. Men de grønne planter kan meget mere end det. Lemp reglerne, så de danske landmænd kan komme i gang, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

Mulighederne er mange for landmænd, der ønsker at dyrke hamp og cannabis til den voksende efterspørgsel i ind- og udland. Det kan derfor ikke gå for hurtigt med at lempe reglerne for dyrkning i Danmark.

Sådan lød opfordringen fra viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt, til dagens Cannabis-konference, der blev afholdt på Christiansborg i dag, tirsdag.

- Det er en snæver betragtning, at cannabis- og hampplanten kun er til medicinsk brug. Planten har mange flere anvendelsesmuligheder. Men pga. den nuværende nultolerance overfor THC (euforiserende stof i hampplanten, red.) er de desværre stærkt begrænsede af den danske lovgivning. Det er det første sted, der skal sættes ind politisk, hvis danske landmænd skal gøre sig håb om at være leveringsdygtige til den milliardindustri, siger Lars Hvidtfeldt.

Hele hampplanten kan eksempelvis bruges som materiale til bilindustrien, brændstof, tøj og kosttilskud. Det kan blive en del af vejen til et fossilfrit samfund, forklarer viceformanden:

- Markedet vokser, og de, der løber først, løber med gevinsten, mener han.

Konferencen blev afholdt af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Liberal Alliance og Teknologisk Institut. Knap 100 mennesker var mødt op for at deltage i debatten om cannabis som nyt forretningsområde for de danske landmænd.

En kvik-kommission på seks måneder
De danske landmænd er klar til at blive en del af den innovative industri, som cannabisproduktion er. De har endda en fordel, forklarer viceformanden:

- Som landmand vågner jeg hver dag til en stak regler. Vi er vant til at blive målt og vejet, og her har vi en fordel. Den skal vi udnytte, når vi bliver en del af den her industri, siger han.

For at få det faglige grundlag for regulering og lovgivning på området fastlagt, forslår Landbrug & Fødevarer en Cannabis-kommission. Canada har allerede benyttet sig af en kommission og udarbejdet en rapport på området.

En Cannabis-kommission skal sætte fart under behandlingen af lovgivning for produktionen af produkter, der indeholder de aktive stoffer CBD og THC i Danmark. Erfaringerne fra Canada kan sørge for en hurtig arbejdsproces.

- Kommissionen må aldrig blive en syltekrukke. Vi har en ambitiøs tidsfrist og et hurtigt arbejdsprogram skal sørge for, at det kan gøres på et halvt år, mener Lars Hvidtfeldt.

Seneste nyt fra lf.dk