Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

L&F: Sundhedskommunikationen trænger til et troværdighedsløft

12. januar sætter Landbrug & Fødevarer det kritiske lys på dækningen af sundhed og livsstil i medierne.

Tror vi mere på venindens eller en kendt persons erfaringer og råd om kost og ernæring, end vi gør på myndighederne og de officielle kostråd? Efterhånden er det i hvert fald blevet lidt af en udfordring at finde vej i den vildtvoksende jungle af ofte modsatrettede kostråd, sundhedstips og besnærende genveje til vægttab og evig harmoni i krop og sjæl.

Det er baggrunden for, at Landbrug & Fødevarer under overskriften 'Sundhedskommunikation i det pseudofaktuelle samfund' har inviteret en række medier, sundhedsskribenter og meningsdannere til 'formiddagsbooster' torsdag den 12. januar.

- Sundhed og ernæring er populært stof i medierne, hvilket er godt, for det er vigtigt, at vi interesserer os for, hvad vi spiser, og hvordan maden påvirker os. Men det er også med til at skabe forvirring, fordi der er mange og meget forskellig rettede informationer, som nogle gange er direkte modsatrettede, siger ernæringschef Merete Myrup fra Landbrug & Fødevarer.

For eksempel er budskaber om, at man skal undgå kartofler, stivelse, gluten, mælk og kød mere eller mindre i strid med de officielle kostråd. Samtidig fremhæves diverse typer 'mirakelmad' som ingefær, gurkemeje, quinoa og mørk chokolade som særligt sunde.

- Vi vil gerne klæde medierne bedre på til deres dækning af sundheds- og ernæringsområdet ved at give dem en baggrundsviden og fortælle dem, hvor de kan hente mere viden. Samtidig vil vi også gerne debattere mediernes rolle, supplerer ernæringskonsulent Katrine Langvad fra Landbrug & Fødevarer.

Dagen er derfor sammensat af et program både med faglige indlæg med den nyeste viden om mælk og kræft, myter om mælk og knogleskørhed, samt med indlæg, der udfordrer mediernes måde at dække sundhed og ernæring på.

- Medierne har et medansvar for befolkningens opfattelse af, hvad der er sundt og usundt. Derfor er det også vigtigt, at deres formidling er baseret på troværdig og kvalificeret viden. Selvfølgelig kommer der hele tiden ny viden. Også viden, der udfordrer vores hidtidige opfattelse af tingene. Det kan man godt formidle på en nuanceret måde, så det ikke bliver sort/hvidt, siger Merete Myrup.

Seneste nyt fra lf.dk