Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Færre danske varer på hylderne i blandt andet USA kan blive en konsekvens af mindre frihandel. Foro: Colourbox.com

Plantekongres: Er frihandel død?

Frihandlen er under pres. Men når Donald Trump siger "Put America First", hvor bange skal dansk landbrug og fødevareproducenter så være? Anna de Klauman, statskonsulent på den danske ambassade i Washington, giver sit bud på Plantekongres 2017.

Plantekongressen tager i år som sit højaktuelle emne fat i frihandel og de trusler, der lige nu tårner sig op mod den. Trusler, der rummer grimme perspektiver for den danske fødevaresektor.

- Frihandel er jo sindssyg vigtig for dansk landbrug. Og når vi kigger os omkring, så er der altså rigtigt mange trusler at se. Anti-globaliseringen vinder frem overalt, og det kan få store konsekvenser for vores adgang til mange markeder, siger Ivar Ravn, direktør i SEGES.

Truslerne kommer selvfølgeligt ikke mindst i skikkelse af USA's nye præsident, Donald Trump, der har haft netop beskyttelse af amerikanske markeder som et af sine hovedtemaer i valgkampen.

- Når Trump siger ”Put America First”, så giver det selvfølgelig anledning til en vis bekymring for alle, der agerer på det amerikanske marked. Men vi ser jo også de samme tendenser i vores eget nærmiljø. I flere EU-lande har stærkt nationalistiske og protektionistiske kræfter momentum lige nu, siger Ivar Ravn.

Til at give et bud på, hvor bange danske fødevareproducenter og -forædlere reelt skal være, har Plantekongressen entreret med Anna de Klauman, som er statskonsulent på den danske ambassade i Washington DC. Hun arbejder blandt andet med at rådgive regeringen i handelsspørgsmål, og har et omfattende kendskab til netop fødevarebranchen, da hun tidligere har været handelspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

- Anna de Klauman er derfor en af dem, der er allerbedst klædt på til at levere en præcis analyse af, hvor dybt modviljen mod frihandel egentligt stikker – både i USA og i resten af verden. Hendes indsigt vil kunne give en indikation af, om vi skal tro på de gamle markeder eller intensivere arbejdet for at finde nye, eller ultimativt afvikle produktion i retning af ren hjemmemarkedsproduktion, siger Ivar Ravn.

Det højaktuelle emne præsenteres onsdag 18. januar 8.30. Plantekongres 2017 holdes 17.og 18. januar. Kongressen arrangeres af SEGES, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Seneste nyt fra lf.dk