Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Landbrug & Fødevarer sætter torsdag cannabis til medicinsk brug på Folkemødets dagsorden. Her deltager bl.a. skuespilleren Søs Egelind, der var i TV2 Nyhederne fra morgenstunden for at fortælle om den nystiftede forening 'Cannabis Danmark', hvor Lars Hvidtfeldt sidder i bestyrelsen.

L&F: Vi vil levere dansk cannabis til forsøgsordning

Sundhedsministeriet har netop udsendt udkast til lovforslag om forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Forslaget tillader udelukkende importeret cannabis. Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at ordningen også kommer til at omfatte dansk produceret cannabis.

Sundhedsministeriet har lige udsendt det længe ventede lovforslag til forsøgsordning for cannabis til medicinsk brug. Landbrug & Fødevarer synes, det er positivt, at patienter, der tidligere har oplevet at være henvist til det kriminelle marked, nu kan se frem til at få lovlig adgang til medicinsk cannabis.

Lars Hvidtfeldt, der er viceformand hos Landbrug & Fødevarer, siger:

”Vi har naturligvis fuld forståelse for, at forsøgsordningen i begyndelsen må basere sig på importeret cannabis. I øjeblikket kan man ikke lovligt dyrke cannabis til medicinsk brug i Danmark, så der findes ikke godkendte, danske leverandører. Og det er naturligvis vigtigt for myndighederne at sikre leverancer til den nye ordning.”

”Men vi er uforstående over for, at udkastet til lovforslaget helt udtrykkeligt kræver, at den cannabis, der indgår i ordningen, skal være importeret og i færdig form. Hvis ikke, politikerne beder ministeriet om at ændre forslaget, vil det betyde, at ordningen ikke kommer til at bidrage til, at vi får opbygget danske erfaringer og viden om produktionen. Imens kan vi se, at man flere steder i udlandet etablerer produktion og skaber arbejdspladser,” siger Lars Hvidtfeldt.

Hvis myndighederne overlader eneretten til udenlandske producenter, er det, som Landbrug & Fødevarer ser det, også udlandet, der bestemmer prisen. Ordningen kommer dermed hverken til at understøtte en priskonkurrence eller en produktudvikling herhjemme, der kunne have gavnet patienterne.

”Så vi risikerer altså, at patienter med en almindelig økonomi ikke får råd til at købe produkterne,” siger Lars Hvidtfeldt.

Landbrug & Fødevare mener derimod, at der er et stort potentiale i at opbygge en dansk produktion af medicinsk cannabis til det danske og det internationale marked.

”Danmark er kendt for at have styr på tingene. De danske landmænd og gartnere vil kunne udvikle kvalitetsprodukter til gavn for patienterne. Og ’Statskontrolleret, dansk cannabis’ er et brand, der vil kunne stå stærkt – både herhjemme og internationalt,” siger Lars Hvidtfeldt og fortsætter:

”Men for at det kan lykkes, skal vi have nogle danske producenter, som får opbygget viden og erfaringer. Det kræver, at myndighederne hurtigt etablerer et set-up med regler for dyrkning og forarbejdning af produkterne herhjemme.”

Landbrug & Fødevarer håber, at viljen er til stede hos politikerne, så den endelige lov, der skal vedtages efter Folketingets sommerferie, tillader brug af cannabis fra Danmark.

Landbrug og Fødevarer sætter emnet til debat på Folkemødet på Bornholm, torsdag den 15. juni kl. 15.15 i Landbrug & Fødevarers telt, med deltagelse af blandt andre Søs Egelind, der er én af initiativtagerne til den nyoprettede forening ’Cannabis Danmark’.

Få yderligere information og kontakt til Lars Hvidtfeldt:
Linda Gjaldbæk, pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, tlf.: 26 84 28 80 og mail: lgjh@lf.dk

Seneste nyt fra lf.dk