Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Minister på Madskole: Vi skal sikre arbejde for de frivillige

For 14. år i træk afholdes Madskoler for børn over hele landet, der lærer at lave mad med danske fødevarer. I år besøgte beskæftigelsesministeren en skole i Hillerød for at sikre fortsat arbejde til de frivillige.

Eftermiddagsmenuen stod på frisk iste med citron og cornflakes med brombærmælk, som de 26 børn på Madskole på Hanebjerg Skole i Hillerød selv havde lavet.

Det er første dag på årets Madskoler, der bliver afholdt af 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000, hvert år i børnenes sommerferie.

Formålet er at lære børnene i alderen 8-12 år at lave god sund mad fra bunden samt opleve fødevarekæden, hvordan både brombær og mælk kommer fra de danske landmænd og virksomheder og til slut ender på spisebordet.

- Jeg har mødt børn på madskoler, der har sagt til mig, at det var deres bedste uge i sommerferien. Børnene lærer en helt masse nyt om både mad og landbrug, mens de har det sjovt, siger Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Sammen med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og formand i 4H, Henrik Dalum, var hun ude og røre i skålene sammen med børnene på Madskole.

Reglerne for frivillige er for stramme
Rundt blandt børnene er syv frivillige med til at holde styr på det hele. Og det er netop vigtigt for Madskolerne, at der er nok frivillige.

Sidste år oplevede nogle af de frivillige på Madskoler at få problemer efterfølgende, da de blev trukket i dagpenge og efterløn. Det vil ministeren nu gøre noget ved.

- Jeg mener, at reglerne for frivilligt arbejde for efterløns- og dagpengemodtagere har været for stramme og for nidkære. Vi er nu i gang med at lave reglerne om sammen med partierne i Folketinget. Målet er klart, at det skal være muligt at arbejde frivilligt på et projekt som Madskoler, der udover at lære børn om mad og sundhed, også giver god mening for den enkelte dagpenge- eller efterlønsmodtagere, der gerne vil give en ekstra hånd, siger Troels Lund Poulsen.

Det er til stor glæde for Landbrug & Fødevarer.

- Madskoler kunne ikke bestå uden alle de frivillige danskere, der hvert år hjælper til. Vi er utrolig glade for, at Troels Lund Poulsen bakker op om de frivilliges arbejde, siger Karen Hækkerup.

Minister for Madskoler
Over for børnene forklarede ministeren, at han var med på skolen i dag for at sikre, at der kommer flere frivillige på Madskoler. Det resulterede i, at alle i lokalet blev enige om, at Troels Lund Poulsen fremover også er minister for Madskoler – til stor sjov for alle.

Én af de frivillige på Madskolen i Hillerød er Judith Herrguth, der har været med til at afholde Madskoler i flere år nu.

- I år har vi 25 elever og af dem er 16 gengangere fra tidligere års Madskoler, så det taler sit eget sprog, synes jeg. Det viser, at børnene synes, det er sjovt, fortæller hun.

Også hos 4H mener man, at projektet er ekstremt vigtigt.

- Hvert år på Madskoler har vi børn, som siger, at de ikke kan lide det ene og det andet, men når de har været på her, så kan de lige pludselig godt lide nye ting, fortæller Henrik Dalum, der er formand for 4H.

I år er der cirka 500 frivillige danskere, der hjælper på Madskoler 89 forskellige steder i Danmark. Der er plads til lidt over 1.800 børn.

Læs mere om Madskolerne på www.madskoler.dk

Seneste nyt fra lf.dk