Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Danskerne vil genopdage madtraditioner

Forbrugerne vil i år i endnu højere grad gå efter danskproducerede og lokale varer. Det handler både om det nære og trygge ved de velkendte og lokale varer og et ønske om at genopdage det gamle og glemte fra ’mormors køkken’, forklarer forbrugersociolog i Landbrug & Fødevarer Nina Preus.

I år og i fremtiden vil forbrugerne i endnu højere grad være interesserede i de simple og rene råvarer.

Det viser en markedsanalyse Landbrug & Fødevarer har lavet på baggrund af indsigter samlet fra mange forskellige både kvalitative og kvantitative undersøgelser.
Det betyder, at fødevarer produceret i Danmark og lokale varer vil blive endnu mere populære. Danske varer oplever forbrugerne som mere troværdige og af højere kvalitet.

Forbrugersociolog i Landbrug & Fødevarer Nina Preus forklarer hvorfor:

- I et komplekst samfund, hvor man bliver bombarderet med information, ser vi hos nogle forbrugere et behov for, at maden bliver mere enkel og genkendelig. Det skal være mad, man har tillid til, og her har oprindelsen af råvarerne betydning. Nationalt og lokalproducerede varer giver oplevelsen af at være tættere på den mad, vi spiser. Man stoler simpelthen mere på maden, når den er produceret tæt på, siger hun.

Samme tendens kan ses ved, at flere og flere er begyndt at handle hos gårdbutikker og madmarkeder.

- Vi ser flere madmarkeder spire op rundt omkring i landet. Det handler om, at når forbrugeren møder producenter, der selv står og sælger grøntsagerne på et lørdagsmarked, så giver det en tryghed omkring fødevarens kvalitet, siger Nina Preus.

Tendensen til at gå efter nationalt producerede fødevarer er ikke unik for Danmark. Forbrugere fortrækker generelt produkter, der er produceret nationalt, forklarer forbrugersociologen.

Danskerne mener, danskerne gør det bedre. Det samme tænker svenskerne om deres nationalproducerede produkter. Det giver en tryghed og en tillid til varen.”

Foretrækker hjemmelavet mad
Forbrugerne ønsker enkel og genkendelig mad, fordi de på den måde føler sig sikre på kvaliteten. Derfor går flere også i køkkenet og fortrækker den hjemmelavede mad.

- Vi ser at forbrugerne generelt går op i mad og gerne vil kende den mad, de spiser. Man vil gerne have mad, som er lavet af ingredienser, der kan findes i et spisekammer, og lavet på måder, man som forbruger forstår. Det handler om, at man midt i en travl hverdag må rydde ud i kompleksiteten ved den mad, vi spiser. Det kan man for eksempel gøre ved at gå tilbage til gamle teknikker som syltning eller fermentering, der for nogle kan være helt wellness at prøve kræfter med, siger Nina Preus.

Forbrugerundersøgelsen indeholder i alt otte forbrugertrends for i år. Læs hele undersøgelsen.

Seneste nyt fra lf.dk