Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Danskernes foretrukne ost - den klassiske Danbo - er netop blevet tildelt BGB-status af EU.

EU blåstempler danskernes favorit-ost

Den klassiske Danbo-ost blev i dag tildelt Beskyttet Geografisk Betegnelse (BGB) af EU-Kommissionen.
- En vigtig anerkendelse af en historisk, dansk ostetradition, lyder det fra mejeribranchen.
Fremover må osten kun fremstilles i Danmark efter ganske bestemte kvalitetskriterier.

I dag kom danskernes foretrukne ost i fornemt selskab. Det skete, da EU-Kommissionen tildelte Danbo-osten det såkaldte BGB-mærke (Beskyttet Geografisk Betegnelse), som er en anerkendelse af ostens unikke kvaliteter og historiske tilknytning til Danmark.

Dermed kommer Danboen i selskab med oste som italienske Parmigiano Reggiano, franske Emmental de Savoie og danske Danablu og en lang række andre europæiske oste, der er beskyttet af EU under mærkerne BGB eller BOB (Beskyttet Oprindelses Betegnelse). Det betyder, at en Danbo-ost fremover skal være fremstillet i Danmark efter nogle bestemte retningslinjer og leve op til en særlig kvalitet for at kunne kaldes en Danbo – og dermed få et BGB-mærke på emballagen.

Stolthed i mejeribranchen
Blandt de danske osteproducenter glæder man sig selvsagt over EU-Kommissionens afgørelse.

”Det giver da en stolthed at få sådan en anerkendelse. Danboen er en vigtig del af vores kultur, og med BGB-mærket får vi mulighed for at sætte yderligere fokus på ostens historie,” siger direktør Alette Algreen-Ussing, Them Andelsmejeri.

Også hos Arla er der glæde over BGB-mærket.

”Nu kan vi rette ryggen lidt mere i forhold til vores Danbo-tradition. Samtidig gør det da en forskel, at vi kan sætte BGB-mærket på osten, som derved kommer i klasse med andre kendte ostenavne ude i butikkerne,” siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark. Hos de to mejeriselskaber forventer man, at BGB-mærket primært kommer til at betyde noget på hjemmemarkedet. Omkring 2/3 af den ost, der sælges i Danmark, er af Danbo-typen.

”Hvis Danboen skal eksporteres, bliver det nok som en niché-ost,” siger Jakob B. Knudsen. ”Danboen er meget dansk. En folkekær ost, som hænger sammen med vores hverdags- og morgenmadstraditioner; den gode, danske ostemad. Men her er jeg da til gengæld overbevist om, at BGB-mærket kan medvirke til at skabe fornyet opmærksomhed omkring osten.”

Kvalitetskontrollen er klar
Danmark har i forvejen to BGB-oste: Danablu og Esrom. At Danboen nu også får det eftertragtede mærke, skyldes ikke mindst en ihærdig indsats fra ’Producentforeningen for Danske BGB og BOB-oste’, som for flere år siden sendte en afsøgning afsted til EU-Kommissionen.

”Det har været indsatsen og ventetiden værd,” lyder det fra foreningens formand Hans Henrik Lund. ”Vi har nu fået dokumenteret, at Danboen er en dansk ost, og at vi producerer den på en unik måde her i landet. Meget kort fortalt udmærker osten sig ved at være kitmodnet, hvilket giver den en ganske særlig smag, som mange danskere holder af. Dertil er den karakteriseret ved en smidig konsistens.”

For at understrege seriøsiteten bag BGB-ansøgningen har Danbo-producenterne gennem de seneste år opbygget og prøvekørt et system til løbende kontrol af ostens kvalitet. Det betyder, at man allerede nu er klar til at sikre, at alle Danbo-oste med BGB-mærket lever op en nogle helt bestemte kriterier for smag, lugt og konsistens m.m.

”Ud over at vi nu har fået finpudset kriterierne for karakteristik af Danbo, har test-bedømmelserne været med til at udvikle et fagligt miljø omkring osten. Det har stor betydning for den faglige stolthed blandt ostemejeristerne samtidig med, at det selvfølgelig medvirker til at fastholde en høj, ensartet kvalitet af osten,” forklarer Hans Henrik Lund.

I forbindelse med den nyvundne BGB-status har producentforeningen indbudt alle landets Danbo-producenter til et møde den 7. november.

Mejerier, der producer Danbo: Asaa Andelsmejeri, Them Andelsmejeri, Thise Mejeri, Ingstrup Mejeri, Mammen Mejerierne, Arla Foods Tistrup Mejeri, Arla Foods Taulov Mejeri, Jernved Mejeri, Nørup Mejeri, Endrup Andelsmejeri, Sønderhaven Gårdmejeri.

Mere info om Danbo-osten på hjemmesiden Vild med ost.

Seneste nyt fra lf.dk