Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

I fremtiden kan landmanden selv bedøve sine grise

Miljø- og Fødevareministeriet vil indføre en ordning, så landmanden selv kan bedøve pattegrise forud for kastration. Hos Landbrug & Fødevarer er man positive for forslaget.

I dag må en landmand kastrere sine pattegrise med brug af smertelindring, men uden bedøvelse. Hvis han vil bedøve dem inden kastration, skal han tilkalde en dyrlæge. Fremover skal landmanden selv kunne lokalbedøve sine grise og dermed sikre endnu bedre dyrevelfærd i de danske svinestalde.

Det modtager Landbrug & Fødevarer positivt ifølge sektordirektør for SEGES Svineproduktion, Christian Fink Hansen:

- Vi ser positivt på, at ministeren ønsker at hjælpe, så vi kan finde løsninger på de udfordringer, vi har i erhvervet. Vi har et højt niveau af dyrevelfærd i Danmark, men vi ønsker hele tiden at blive endnu bedre. I landbruget har vi også selv forpligtet os på at udfase kastration uden bedøvelse inden udgangen af 2018.

Ændringen vil betyde, at landmænd efter et mindre kursus får lov til at lokalbedøve grise, før de kastreres.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er det vigtigt at have for øje, at dette forslag isoleret set ikke løser alle de dyrevelfærdsmæssige udfordringer ved kastration:

- Vores forsøg viser, at eksisterende metoder til bedøvelse ikke forbedrer dyrevelfærden tilstrækkeligt på nuværende tidspunkt. Vi har flere projekter i gang og arbejder intenst på at finde en løsning, der reelt sikrer endnu bedre dyrevelfærd for vores grise, udtaler Christian Fink Hansen.

Seneste nyt fra lf.dk