Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Strategi skal give en halv mia. til planteproducenternes bundlinje

En ny strategi for planteproducenterne skal skabe basis for bedre indtjening. Planteproducenterne har dog en række udfordringer, blandt andet med et stigende pres på brugen af plantebeskyttelsesmidler og øgede resistensproblemer.

De danske planteproducenter skal tjene flere penge, have deres kvaliteter gjort mere synlige, blive bedre til at udnytte digitale muligheder, og se mulighederne i specialafgrøder.

Det er nogle af hovedelementerne i en ny strategi for sektoren, som Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion har udarbejdet. Strategien løber frem til 2020, og Torben Hansen, formand for planteproducenterne, og sektordirektør Troels Toft ser altså muligheder for avlerne.

- Vi står, efter at have fået fødevare- og landbrugspakken, i en produktionsmæssigt bedre situation end i mange år. Planteproducenterne har dog en række udfordringer, blandt andet med et stigende pres på brugen af plantebeskyttelsesmidler og øgede resistensproblemer. En fair implementering af målrettet regulering er også en opgave, som bliver utrolig vigtig at følge helt til dørs, siger Torben Hansen.

Udnyt digitale muligheder
Vejen til succes og bedre indtjening går blandt andet over en bedre udnyttelse af de nye digitale muligheder i produktionen, vurderer Troels Toft:

- Præcisionslandbrug understøttet af gps og satellitdata er, sammen med en effektiv brug af Big Data, nogle af de vigtigste værktøjer, som vi skal satse på. Det kan både bidrage til bedre og mere effektiv drift og dermed større indtjening, og til at vi kan producere med mindre aftryk på miljøet.

Større fokus på højværdiafgrøder er et andet område, der kan styrke indtjeningen.

- Der er muligheder i at tænke i andre baner, end de klassiske bulkvarer. Det skal vi blive bedre til at udnytte. Forsøgs- og udviklingsarbejdet skal tænke ud af boksen og det samme skal rådgiverne, der gerne må give deres kunder ny inspiration til alternative afgrøder. Vi skal dog også have stort fokus på, at den danske planteproduktion i al almindelighed byder på merværdi i form af en meget høj grad af sporbarhed og sikkerhed. Omverdenen skal vide, at vores produkter er blandt verdens bedste, siger Troels Toft.

Han vurderer, at hvis planteproducenterne får høstet alle frugterne, så er der potentiale til at løfte bundlinjerne i planteproduktionen med omkring 500 mio. kr.

Svære rammevilkår 
I centrum af planteproducenternes strategiske arbejde er også at arbejde for bedre rammevilkår og mindre rigide regler. Det er opgaver, som fylder meget hos Torben Hansen.

- Vi skal fortsat producere under ringere vilkår end vores konkurrenter. Pesticidafgiften er helt igennem skæv og konkurrenceforvridende i forhold til vores nabolande. Den fører også til en helt unødvendig opbygning af resistens hos både ukrudt, skadedyr og plantesygdomme. Det er skidt for både produktion og miljø, siger Torben Hansen, som også via strategien vil have løftet planteavlernes profil i samfundet.

- Der er ingen tvivl om, at de danske planteavlere kan være stolte af deres produktion. Vi skal arbejde målrettet med at fortælle hr. og fru Danmark om den gode og miljømæssigt yderst forsvarlige måde, vi producerer på. Mere stolthed og ranke rygge hos såvel landmænd som det omkringliggende samfund er et af de allervigtigste mål i vores nye strategi, lyder ambitionen hos Torben Hansen. 


Seneste nyt fra lf.dk