Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Kinesiske forbrugere skal spise mere dansk gris

Salget af varer fra den danske fødevareklynge til Kina vokser støt og nåede sidste år op på over ti milliarder kroner. Når der kommer gang i den nye aftale om at eksportere forarbejdet svinekød til kineserne, satser Landbrug & Fødevarer på et endnu større eksporteventyr til Asien.

Den kinesiske middelklasse vokser støt, og de kinesiske forbrugere får flere og flere penge mellem hænderne. Det afspejler sig i eksporten af varer fra den danske fødevareklynge, der sidste år nåede op på ca. 10,3 milliarder kroner.

Der er flere årsager til de støt stigende salgstal, forklarer Jan Laustsen, der er direktør for Handel, Marked & Ernæring hos Landbrug & Fødevarer:

“For det første er der en voksende gruppe af velhavende kinesere, som har råd til både kvalitetsfødevarer og udlandsrejser, hvor de bliver inspireret af mad fra andre verdensdele. For det andet er Danmark og danske fødevarer et stærkt brand i Kina,” siger han.

Historisk aftale øger eksporten

Sidste år indgik Danmark en historisk aftale med Kina, som giver danske virksomheder mulighed for at eksportere pølser og andre forarbejde produkter med svinekød til de købestærke kinesere:

“Landbrug & Fødevarer har kæmpet for at få aftalen på plads igennem flere år, og det er vores klare overbevisning, at den vil øge eksporten til Kina betragteligt. Et forsigtigt estimat lyder, at vi kommer til at kunne eksportere for yderligere 250 millioner kroner årligt som følge af den aftale alene,” siger Jan Laustsen.

Det er særligt den høje danske fødevaresikkerhed, der gør, at Danmark er blandt de første lande i verden, der har fået en aftale i stand med Kina. Kineserne er meget opmærksomme på de fødevareskandaler, der har ramt flere lande, og som Kina heller ikke selv har været fri for. Derfor kan flere danske produkter med høj sikkerhed godt blive et hit blandt de kinesiske forbrugere.

Kineserne er vilde med tæer, ører og haler

Det skal et stort eksportfremstød i denne uge blandt andet være med til at sikre. Store, danske virksomheder som Danish Crown og Tican deltager derfor sammen med Landbrug & Fødevarer på SIAL China 2018, der finder sted fra den 16. til den 18. maj i Shanghai. Landbrug & Fødevarer er hovedarrangør af den danske fællesstand på SIAL China, der er en af Kinas største fødevaremesser, og i år åbnes af EU’s landbrugskommissær, Phil Hogan.

Danish Crown har i en årrække haft en stor og succesfuld eksport af fersk svinekød og de såkaldte ‘Kina-varer’ – altså tæer, ører, haler og lignende, som kineserne elsker og betaler godt for. Senest har Tulip også fået lov til at eksportere en række varmebehandlede produkter, ligesom Danish Crown lige har taget første spadestik til sin nye forædlingsfabrik i Pinghu udenfor Shanghai.

Alle råvarer, der skal bearbejdes på fabrikken, vil komme fra Danmark, og målet er at sætte sig på en større andel af salget til både e-platforme, detailhandlen og foodservice (dvs. restauranter, storkøkkener og cafeer, red.)

Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crown Pork, siger:

“Byggeriet er en markant investering og et vigtigt strategisk skridt i forhold til at udvikle Danish Crowns forretning i Kina. Der er både en voksende efterspørgsel på højkvalitetsprodukter og et voksende forbrug af kød fra de kinesiske forbrugere. Så når den nye fabrik står klar i sommeren 2019, vil Danish Crown koncernen stå med et meget stærkt set up i Kina.”

E-handel boomer i Kina

Salg af kød til de kinesiske forbrugere foregår fortsat i stort omfang på såkaldte wet markets, hvor grisen sælges udskåret i forholdsvis store stykker, som forbrugeren kan se og føle på. Men forbrugsmønsteret i Kina er i hastig forandring.

“Ligesom herhjemme flytter meget af forbruget over i foodservice eller til restauranter. Og så er der en kolossal vækst i e-handel, hvor man køber varerne på nettet, og får dem leveret derhjemme. Det vokser helt enormt i Kina, og byer som eksempelvis Shanghai har i dag verdens mest avancerede marked for e-handel. Vi ser også, at forbrugerne i supermarkederne begynder at købe detailpakkede produkter,” siger Søren Tinggaard.

Ifølge Jan Laustsen er SIAL China en ideel platform for danske virksomheder, der ønsker at få foden indenfor på det kinesiske marked:

“Kina er et enormt land med knap 1,4 milliarder mennesker. Hvis hver kineser spiser blot fire gram dansk grisekød mere om dagen, vil det betyde en fordobling af den danske eksport af grisekød,” siger han.

Aftalen, der giver danske virksomheder mulighed for at eksportere pølser og andre forarbejde produkter med svinekød til Kina, kommer især virksomheder som Tulip og Atria til gode.

Yderligere information og kontakt til de deltagende virksomheder via pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Linda Gjaldbæk, på tlf.: 26 84 28 80 eller mail: lgjh@lf.dk

Seneste nyt fra lf.dk