Effektiv og realistisk miljøpolitik L&F mener, at en effektiv miljøregulering bygger på tillid, dialog og klare realistiske målsætninger. Det er vigtigt, at miljølovgivningen er målrettet, sammenhængende, gennemskuelig og i øvrigt let at forstå. Endvidere skal en ubureaukratisk og fleksibel miljøregulering være med til at skabe gode rammebetingelser og i langt højere grad understøtte, at landbruget og dets virksomheder selv tager del i ansvaret for at sikre en bæredygtig udvikling.
Landbrugserhvervet agerer i et globalt marked med en stadig stigende konkurrerende. På samme måde er miljøfordringerne i mange tilfælde grænseoverskridende. Derfor er det vigtigt, at skabe ensartede vilkår på EU-plan, så miljøproblemer ikke kun løses i Danmark, og at konkurrencen bliver fair. L&F mener, at der i højere grad bør fokuseres på at skabe bedre EU-regler og sikre, at de overholdes.
Der skal skabes plads til den fortsatte dynamiske udvikling af landbrug og virksomheder. Det kræver en effektiv, ensartet og gennemskuelig sagsbehandling i forbindelse med miljøgodkendelser og -tilsyn af landbrugsvirksomheder.
Landbruget er førende på miljøområdet og arbejder bevidst med at forbedre sig. Ny teknologi og en målrettet indsats har skabt resultater. De seneste 20 år er fødevareproduktionen i Danmark steget, mens der samtidig er sket en markant reduktion af miljøpåvirkningen. Miljøbelastningen pr. produceret enhed er således faldet væsentligt.
Nye rammer for vandforsyning og spildevandsanlæg - liberalisering af vandsektoren
Fødevareerhvervet er meget afhængige af en effektiv vandsektor med en vandforsyning af høj kvalitet og forsyningssikkerhed. Endvidere skal renseanlæg sikre en høj miljømæssig standard. En liberalisering af sektoren bør sikre forsyningssikkerheden og en effektiv drift.
Læs mere om de nye rammer