Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landbruget viser vejen med Beercycling

Landbrug & Fødevarer har skudt anden del af Beercycling-projektet i gang. Nu skal der brygges øl af den maltbyg, som er blevet gødet med urin indsamlet fra glade festivalgæster på Roskilde Festivalen 2015.

Beercycling-øllen bliver af pilsner-typen og kommer til at hedde ’Pisner’. Den bliver lanceret i et begrænset antal i forbindelse med årets Roskilde Festival.

I denne uge (uge 13) giver vi på sociale medier danskerne mulighed for at vælge mellem tre forskellige etiketter til øllen.


Selve Beercycling-projektet begyndte i 2015, da tankvogne hentede urin fra Roskilde Festivals mere end 100.000 gæster under overskriften ”Beercycling - Fra pis til pilsner”.

Det resulterede i 55.000 liter urin, som efter en tid på gylletanke sidste år blev kørt ud på Torben Hansens marker tæt på Roskilde for at gøde maltbyggen.

Øvelsen resulterede i 11 ton byg, som nu er blevet maltet af Viking Malt, og Nørrebro Bryghus tager sig af den vigtige opgave at omdanne maltbyggen til nye gyldne dråber – nemlig selve fremstillingen af Beercycling-øllen. Nørrebro Bryghus går i gang med at brygge øllen i slutningen af marts, og den bæredygtige pilsner er klar til servering i juni.

Samarbejdet mellem Nørrebro Bryghus og Landbrug & Fødevarer følges op af en landsdækkende kampagne, som med udgangspunkt i Beercycling-projektet sætter fokus på de muligheder, der ligger i cirkulær økonomi. Kampagnen vil involvere såvel Landbrug & Fødevarers medlemmer som forskellige afdelinger i organisationen.
Vi håber, at I vil bakke op om projektet og være med til at sprede budskabet om, at man kan gøre affald til en ressource.

Kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer, Christian Hüttemeier, roser projektet for, at det både sætter fokus på bæredygtighed og på, hvor innovativ fødevareklyngen er:

»Det er simpelthen et fantastisk projekt, som viser, hvor innovativ og moderne fødevareklyngen er. Og med kampagnen får vi kombineret en styrket branding af fødevareklyngen, samtidig med at vi sætter fokus på en del af den politiske dagsorden, som vi kæmper for medlemmerne for – i det her tilfælde mulighederne inden for cirkulær økonomi og bæredygtighed,« sagde Christian Hüttemeier.

Lisbeth Olsgaard

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk