Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Organisationer: Ny ordning for landvind skal på plads inden sommer

Det haster med at finde en politisk løsning, der sikrer, at der også efter februar 2018 kan blive opstillet landvindmøller i Danmark. Det mener Vindmølleindustrien, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Vindmølleforening, der i dag inviterer til politisk konference på Christiansborg.

Den 21. februar 2018 udløber den gældende afregningsordning, der muliggør opstilling af landvind, og uden en ny løsning vil udbygningen med Danmarks billigste energiteknologi gå i stå. Dermed risikerer den grønne omstilling at blive bremset samtidig med, at vindmølleindustrien mister muligheden for at fremvise den nyeste teknologi i Danmark.

- Udbygningen med landvind er en vigtig brik i den grønne omstilling, og derfor haster det med at finde en politisk løsning, der muliggør, at udbygningen med landvind kan fortsætte efter februar 2018. Vi beder i fællesskab om, at der findes en løsning inden sommer. Det er vigtigt, at en fremtidig ordning tager højde for den tradition vi har med lokalt medejerskab, herunder muligheden for at der også fremadrettet kan blive lavet mindre vindmølleprojekter på land, siger Jens Astrup Madsen, afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer.

En løsning kan ifølge de tre organisationer være at basere fremtidens udbygning med landvind på en udbudsordning, hvor der samtidig laves tiltag, der muliggør en fortsat rolle for mindre vindmølleprojekter og en fortsat grad af lokalt ejerskab.

- Det er et mål i sig selv, at nedbringe tilskuddet til landvind, og derfor foreslår vi, at der arbejdes på en udbudsmodel i den fremtidige udbygning med landvind. Med udbud, vil tilskuddet komme så langt ned, som det teknologisk og markedsmæssigt er muligt. Samtidig har politikerne mulighed for at høste erfaringerne fra de udbud, der er gennemført for havvind, hvor man samtidig tildeler tilskuddet over en længere årrække, siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien.

Inden en eventuel udbudsordning for landvind kan blive indført bør der traditionen tro blive lavet en overgangsordning, der gælder for de projekter, der allerede er langt i planlægningen.

- Præcis et år fra i dag stopper udbygningen med landvind i Danmark, med mindre der udvises politisk handlekraft. Hvis det lovgivningsmæssige ingenmandsland for Danmarks billigste energiteknologi fortsætter meget længere, vil det blive vanskeligt og unødigt dyrt at nå regeringens målsætning om mindst 50 procent vedvarende energi i 2030. En række landvind-projekter, der er langt fremskredet i planlægningen, er særligt hårdt ramt af usikkerheden. Derfor er det nødvendigt med en overgangsordning for at bygge bro mellem de gældende vilkår og en fremtid med udbud, siger Christian Kjær, direktør i Danmarks Vindmølleforening.

Konferencen afholdes i Fællessalen på Christiansborg og har bl.a. deltagelse af energi, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

For yderligere kommentarer
Jan Hylleberg, Vindmølleindustrien, 4033 4445
Christian Kjær, Danmarks Vindmølleforening, 9360 2023
Jens Astrup Madsen, Landbrug & Fødevarer, 2724 5722
Thomas Holst, Landbrug & Fødevarer, 2076 2061

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk