Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Forretningsorden for Frøsektionen

§ 1: Formål
Frøsektionens formål er at varetage frøavlernes fællesinteresser, styrke frøavlernes erhvervspolitiske interesser, bidrage til styrkelsen af et godt samarbejde mellem frøavlerne og frøhandlens udøvere og styrke frøproduktionen i Danmark.

Frøsektionens formål skal søges fremmet gennem samarbejde med Landbrug & Fødevarer, hvorfra sektionen skal serviceres.

§ 2: Organisation og medlemmer
Frøsektionen er en del af organisationen Landbrug & Fødevarer og er underlagt dennes folkevalgte organer.

Medlemmerne betaler et nærmere fastsat kontingent til Frøsektionen. Forudsætning for medlemskab af Frøsektionen er medlemskab af Landbrug & Fødevarer via en lokal landboorganisation eller frøavlerforening. Medlemmerne registreres i en medlemsfortegnelse hos Frøsektionen i Landbrug & Fødevarers sekretariat, der også generelt forestår medlemsadministrationen.

Medlemmerne kan optages i Frøsektionen efter henvendelse til sektionen i Landbrug & Fødevarers sekretariat.

Enkeltpersoner (interessemedlemmer), frøavlerforeninger, institutioner, virksomheder og lignende kan optages i Frøsektionen som passive medlemmer. Disse har ikke stemmeret, men kan deltage i sektionens møder og arrangementer.

Optagelse af nye frøavlerforeninger eller frøsektioner tilknyttet en lokal landboorganisation med ret til at vælge bestyrelsesmedlemmer kræver godkendelse af Frøsektionens bestyrelse, jf. § 4.
Godkendte foreninger og sektioner er listet i bilag 1.

§ 3: Årsmøde
Frøsektionens årsmøde afholdes hvert år senest i marts måned.

Årsmødet omfatter:

  1. Valg af dirigent og stemmetællere
  2. Bestyrelsens beretning ved formanden, herunder orientering om anvendelse af sektionens midler
  3. Valg af formand
  4. Præsentation af lokalt valgte bestyrelsesmedlemmer
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Eventuelt.

Dirigenten vælges under formandens ledelse. Dirigenten behøver ikke nødvendigvis at være medlem af Frøsektionen. Dirigenten afgør, om årsmødet er lovligt indvarslet, leder mødet og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandling, valg og stemmeafgivelse, alt under iagttagelse af forretningsordenens bestemmelser herom. Over det på årsmødet passerede føres en protokol.

Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet, skal være indsendt skriftligt til formanden tre uger før årsmødet, og forslagsstillere, der ikke har stemmeret, kan med bestyrelsens billigelse deltage i behandlingen af forslaget.

Årsmødet skal indvarsles mindst en måned forud ved bekendtgørelse i medlemsbladet ”Frøavleren” eller ved brev til medlemmerne.
Årsmødet er beslutningsdygtigt, når det er lovligt indkaldt.

Årsmødet fastlægger de overordnede rammer for Frøsektionens virksomhed. Til årsmødet har alle medlemmer adgang. Inviterede gæster og andre har adgang til at overvære dele af årsmødet efter de retningslinier, der fastlægges af Frøsektionens bestyrelse. Landbrug & Fødevarers formandskab har møde- og taleret på årsmødet.

Ekstraordinært årsmøde kan afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil eller 10 pct. af Frøsektionens medlemmer indgiver skriftlig begæring herom. Indvarsling af ekstraordinært årsmøde skal ske mindst en måned forud.

Frøavlere, der har betalt kontingent for forudgående regnskabsår, er stemmeberettigede og valgbare. Hvert stemmeberettiget medlem har én stemme. Stemmeretten skal udøves personligt eller ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Fuldmagter skal ved mødets begyndelse forelægges dirigenten til godkendelse, og ingen kan stemme ved mere end én fuldmagt.

Afstemninger angående valg af formand er altid skriftlige, når mere end én kandidat er bragt i forslag.

For at opnå valg kræves, at kandidaten har opnået absolut flertal, hvortil kræves mindst én stemme mere end halvdelen af de afgivne stemmer. Ved skriftlig afstemning regnes blanke stemmesedler som ikke afgivne.

I tilfælde af flere end 2 forslag til formandsposten og i tilfælde af at ingen opnår absolut flertal, udgår de kandidater med laveste stemmetal, før ny afstemning kan finde sted mellem de to med højeste stemmetal.

I andre spørgsmål er simpel stemmeflerhed afgørende, og afstemning skal være skriftlig, såfremt en femtedel af de fremmødte stemmeberettigede ønsker det.

§ 4: Sektionsbestyrelsen
Sektionsbestyrelsen sammensættes af formanden, bestyrelsesformanden for Dansk Havefrøavlerforening og én frøavler fra hver frøavlerforening eller frøsektion tilknyttet en landboorganisation, jf. bilag 1.

Formanden vælges for et år ad gangen.
Den øvrige bestyrelse udpeges årligt af de lokale frøavlsforeninger inden Frøsektionens årsmøde.

Afgår et medlem af Frøsektionens bestyrelse før tiden, kan den lokale frøavlerforening eller -sektion, hvorfra bestyrelsesmedlemmet var rekrutteret, udpege en suppleant.

Bestyrelsen konstituerer sig på sit første møde efter årsmødet.

Bestyrelsen holder møde, når formanden finder det fornødent – eller når mindst halvdelen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Bestyrelsesmøderne indvarsles skriftligt med 8 dages varsel og med angivelse af dagsorden. Der udfærdiges referat af møderne.

Sektionsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Afstemninger afgøres ved simpelt flertal.

Den daglige ledelse forestås af formand, næstformand og evt. bestyrelsesmedlemmet valgt af Dansk Havefrøavlerforening. Bestyrelsen nedsætter eventuelt ad hoc udvalg.
Bestyrelsen kan invitere gæster til at deltage i bestyrelsesmøder enten til enkelte møder eller mere fast deltagelse som observatør. Gæsterne har ikke stemmeret.

Den til enhver tid siddende formand inviteres til at deltage i bestyrelsesmøder i Landbrug & Fødevarer, når der på disse møder drøftes spørgsmål af specifik interesse for frøavlere.

Frøsektionens bestyrelse har desuden ret til at indstille et af bestyrelsens medlemmer til at deltage i Dansk Planteproduktions møder.

§ 5: Temamøder
Der afholdes årligt mindst et temamøde, hvor faglige og politiske emner debatteres. På temamøder kan hver lokale frøavlerforening eller frøsektion deltage med op til 3 deltagere.

§ 6: Frøsektionens medlemsservice
Frøsektionen søger at fremme sine formål bl.a. ved

  • Udgivelse af medlemsbladet ”Frøavleren”
  • At indsamle oplysninger om frøproduktion og frøpriser såvel i ind- som udlandet og bearbejde disse oplysninger til vejledning for medlemmerne (sammen med Brancheudvalget for Frø).
  • At virke for gennemførelse af foranstaltninger, som betrygger og forbedrer den stilling, danskavlet frø indtager.

Frøsektionen fastlægger det nærmere indhold i sektionens medlemsservicering inden for rammerne af det aftalte budget.
Frøsektionen servicerer som udgangspunkt sine medlemmer således:

  • Udsendelse af medlemsbladet ”Frøavleren”
  • Vejledning af frøavlere om dyrkning og afsætning af frø (Videncentret for Landbrug, VFL)
  • Sagsbehandling af konkrete sager
  • Udarbejdelse af frøstatistik
  • Udsendelse af nyhedsmail om fagpolitiske emner
  • Videndeling til medlemmerne mht. frøstatistik, dyrkning m.m. på www.froeavl.dk
  • Bistand til udarbejdelse og opfølgning på mark- og havefrøkontrakter
  • Indlæg ved diverse frøarrangementer, afholdelse af frøkurser m.m.

Servicering af medlemmerne sker i et samspil mellem Landbrug & Fødevarers sekretariat og Videncentret for Landbrug i Skejby, jf. §7.

§ 7: Sekretariatet m.v.
For Frøsektionen og dens medlemmer arbejder Landbrug & Fødevarers sekretariat. Det er bl.a. sekretariatets opgave til enhver tid at tilsikre Frøsektionens bestyrelse aktuel information om fagpolitiske og markedsmæssige forhold.

Blandt sekretariatets ansatte råder Frøsektionen i et nærmere aftalt omfang over visse faste medarbejdere, der udfører opgaver for medlemmerne og forbereder/opfølger sektionsbestyrelsens initiativer.

Landbrug & Fødevarers direktør ansætter i samarbejde med sektionens formand den daglige leder af Frøsektionen, der samtidigt fungerer som fast sekretær for bestyrelsen.

Frøsektionens daglige leder er i samråd med Landbrug & Fødevarers direktør ansvarlig for sektionens daglige virke og tilrettelægger i samarbejde med sektionsbestyrelsen prioritering af opgaverne.

Alle faglige opgaver vedrørende frødyrkning løses af Videncenter for Landbrug i Skejby.

§ 8: Kontingent og økonomi
Et hvert medlem af Frøsektionen betaler et kontingent, der fastsættes af Frøsektionens bestyrelse.

Der kan samtidig opkræves lokalkontingent på vegne af lokale frøavlerforeninger eller frøsektioner.

Kontingent opkræves af Landbrug & Fødevarers sekretariat hvert år inden udgangen af februar måned.

Frøsektionens aktiviteter indgår som en integreret del af Landbrug & Fødevarers budget og regnskab.

Der udarbejdes et internt regnskab for sektionens drift som udgangspunkt for en årlig drøftelse om kontingentet og sektionens aktivitetsniveau, idet sektionskontingentet som udgangspunkt dækker omkostningerne ved sektionens drift.

Danske Frøavleres formue pr. 1. januar 2005 opgjort til Dkr. 667.855,- overgår til den nye Frøsektion pr. samme dato. Kun Frøsektionens bestyrelse har bemyndigelse til at disponere over denne formue. Formuen skal efter bestyrelsens vurdering anvendes til fremme af viden og information om frøavl i ind- og udland med hovedvægt på international viden­indsamling.

§ 9: Ændring af Frøsektionens forretningsorden
Frøsektionens forretningsorden kan alene ændres af Frøsektionens bestyrelse med efterfølgende godkendelse i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.

§ 10: Ikrafttrædelse
Nærværende forretningsorden er vedtaget i forbindelse med opløsning af Danske Frøavlere og træder i kraft pr. 1. januar 2005.

Godkendt af Dansk Landbrugs bestyrelse den 6. februar 2005.

-------------

Forretningsorden for Frøsektionen ændret og godkendt af Dansk Landbrugs bestyrelse den 29. september 2006.

Forretningsorden for Frøsektionen ændret og godkendt af Dansk Landbrugs bestyrelse den 7. oktober 2008.

Forretningsorden for Frøsektionen ændret og godkendt af Frøsektionens bestyrelse den 3. december 2010 og af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse den 9. december 2010.

Bilag 1.
til Forretningsorden for Frøsektionen

Godkendte frøavlerforeninger og frøsektioner

  • Dansk Havefrøavlerforening
  • Nordøstsjællands Frøavlerforening
  • Midtsjællands Frøavlerforening
  • Stevns og Omegns Frøavlerforening
  • Sydsjælland og Møns Frøavlerforening
  • Frøavlerforeningen Sydvestsjælland
  • Frøsektionen Bornholms Landbrug
  • DLS Frø (tidl. Lolland-Falsters Frøavlerforening)
  • Frøavlerne på Fyn og Langeland
  • Frøavlerforeningen Nordjylland
  • Nordvestjyllands Frøavlerforening
  • Ringkøbing amts Frøavlerforening
  • Frøavlerforeningen SYD

December 2010.