Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Vi skal være glade for et EU, der kan indgå frihandelsaftaler med andre lande og blokke. Uden EU ville Danmark næppe få adgang til markeder ude i verden, skriver Ole Wehlast og Asger Krogsgaard. Foto: Colourbox.com

EU åbner døre for dansk eksport

En af de nyeste handelsaftaler, som det er lykkedes EU at lande, er med Sydkorea, et stort marked med over 50 millioner indbyggere.

Debatindlæg i Jyllands-Posten 30. januar 2017

Af Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF og Asger Krogsgaard, næstformand for Landbrug & Fødevarer

Vi skal være glade for et EU, der kan indgå frihandelsaftaler med andre lande og blokke. Uden EU ville Danmark næppe få adgang til markeder ude i verden. Som en lille åben økonomi er Danmark helt afhængig af, at vores virksomheder kan eksportere. Vi sælger hvert år varer for over 100.000 kr. pr. indbygger til udlandet. Fødevareklyngen alene tjente sidste år 157 mia. eksportkroner hjem til det danske samfund. Eksporten af svin udgjorde alene små 29 mia. kr. og mejerieksporten knap 17 mia. kr.

Det kan vi takke danske landmænd, slagteriarbejdere og ansatte på mejerierne for. Og så kan vi takke EU, som gennem årene har ført forhandlinger med lande og handelsblokke ude i verden om at åbne deres markeder for varer fra Danmark og andre EU-lande. Når EU’s topfolk forhandler om adgang til nye markeder, kan de tilbyde andre landes virksomheder muligheden for at sælge til en halv milliard europæere. Det gør EU til en langt mere attraktiv forhandlingspartner end mellemstore lande som Canada, der med sine 35 millioner indbyggere har svært ved at blive inviteret til forhandlingsbordet.

Endnu sværere er det for miniputnationer på Danmarks størrelse. Derfor skal vi som danskere være glade for, at vi er medlemmer af et EU, der kan lægge kræfterne i, når døre skal åbnes til nye eksportmarkeder

En af de nyeste handelsaftaler, som det er lykkedes EU at lande, er med Sydkorea, et stort marked med over 50 millioner indbyggere. Rigtigt mange sydkoreanere er velhavende, sundhedsbevidste og parate til at betale for den gode kvalitet, danske fødevarevirksomheder kan levere.

Japan et meget vigtigt marked
Et andet – endnu større – marked, som EU forhandler om at få adgang til, er Japan. Forhandlingerne har foreløbigt varet tre år. EU presser på for bedre adgang til landbrugsprodukter og afskaffelse af skjulte handelsbarrierer, mens japanerne ønsker bedre markedsadgang for japanske biler og elektronik til EU.

Japan er et meget vigtigt marked for os som danskere. Den samlede danske vareeksport til Japan er på intet mindre end knap 12,5 mia. kr. Alene eksporten af svinekød ventes at nå op på 3,8 mia. kr. i år. Hvis det lykkes EU at lande en ambitiøs aftale, kan den danske eksport til Japan vokse med hele 70 pct., viser tal fra analysehuset Copenhagen Economics.

Hvis ikke vi havde haft EU til at forhandle aftaler hjem som dem med Sydkorea og forhåbentligt snart Japan, ville Danmark næppe være den eksportnation, vi er i dag. Og vi ville alle sammen være fattigere. Så selvom man sagtens kan finde forhold i EU-samarbejdet, man kunne ønske sig anderledes, så er EU medlemskabet og de aftaler, EU kan indgå på vores vegne afgørende for vores fælles velfærd.

Seneste nyt fra lf.dk