Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F: Fødevareklyngen står stærkt på cirkulær økonomi

Danmarks Naturfredningsforening rammer ved siden af med deres kritik af Esben Lunde Larsen (V), skriver viceformand for L&F, Lars Hvidtfeldt, på Altinget.dk. Fødevareklyngen er allerede langt på den cirkulære økonomi takket være realistiske mål.

Replik på Altinget.dk 10. marts 2017

Af Lars Hvidtfeldt Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Danmarks Naturfredningsforening (DN) langer i artiklen 'Frygten for at ”intet sker” får regeringen til at slække på de cirkulære ambitioner' 3. marts på Altingets EU-portal ud efter miljø- og fødevareministeren for at slække på ambitionerne i forhold til EU’s pakke om cirkulær økonomi.

Det er svært at forstå DN’s holdning, for ministeren skubber i virkeligheden på for realistiske, men bestemt også ambitiøse genanvendelsesmål med det formål at trække de andre lande i den rigtige retning og samtidig sikre en ensartet implementering i EU.

Danmark i front inden for cirkulær økonomi
Det kan vi i Danmark i virkeligheden kun være tilfredse med, for vi sidder meget langt fremme i bussen, når det handler om den cirkulære økonomi. Og det er da også nødvendigt, for der er stort behov for at tænke i bioøkonomi og cirkulær økonomi af hensyn til klima- og miljøudfordringer og ikke mindst ressourceknaphed.

Vores forbrugssamfund må ikke fortsat dvæle ved forældede teknologier som deponering af affald eller afbrænding. I begge systemer går værdifulde næringsstoffer og mineraler tabt for evigt. Det er stoffer, som er afgørende for os mennesker og vigtig næring til jorden, hvor mange af stofferne tilmed er knappe ressourcer som for eksempel fosfor.

I erhvervsgruppen fødevareklyngen handler cirkulær økonomi blandt andet om høj ressourceeffektivitet, recirkulering og anvendelse af fornybare bioråvarer til materialer, energi og foder. Dertil kommer, at der hele tiden skal arbejdes på at udvikle højværdiprodukter af ressourcerne.

'Bæredygtig produktion og forbrug kan effektivt understøttes ved at skifte til en mere biobaseret cirkulær økonomi, fordi det vil øge fokus på ressourceudnyttelse og produkter fremstillet af biologiske råvarer, som har et højt recirkuleringspotentiale.

Det er et område, hvor Danmark står stærkt, hvilket også understreges i et studie fra Ellen MacArthur Foundation.

Fødevaresektoren følger opnåelige mål
Der findes mange rigtigt stærke eksempler på det fra de danske fødevareerhverv. Virksomheden Daka i Horsens fremstiller således biodiesel af slagteriaffald. Andre gode cases er Arla, som arbejder med fremstilling af højværdiprodukter på basis af valle, som er et restprodukt fra produktionen af ost.

Men cirkulær økonomi handler også om hel enkel ressourceoptimering. En anden af vores helt store virksomheder, Danish Crown, kan således i dag, på grund af en innovativ tilgang til ressourceforbruget, producere med et vandforbrug per svin på en tredjedel af det, man brugte for 25 år siden.

Vi er allerede nået langt med den cirkulære økonomi i den danske fødevaresektor, og det er vi blandt andet nået gennem en realistisk indgang, hvor der fokuseres på opnåelige mål. Derfor er der ingen grund til at skose miljø- og fødevareministeren for, at han fortsat forfølger den linje.

Seneste nyt fra lf.dk