Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landbrug & Fødevarer: Økologisk produktion er gennemreguleret

Det er forkert, når økologi fremstilles som en ureguleret produktionsform. I stedet bør gives de bedst mulige rammer for et samlet erhverv, hvor både økologisk og konventionel produktion tilgodeses, skriver Kirsten Lund Jensen, økologichef i L&F.

Replik på Altinget.dk 30. juni 2017

Af Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer

Vagn Lundsteen havde 14. juni et debatindlæg på Altinget.dk, hvor han giver udtryk for en række kritiske synspunkter i forhold til økologisk fødevareproduktion.

Alle har ret til at have deres egen holdning til, hvordan vores fødevarer skal produceres – også Vagn Lundsteen. Jeg vil derfor heller ikke bruge tid på at argumentere mod de holdninger til økologi, der bliver lagt for dagen i debatindlægget.

Økologi er underlagt et omfattende regelsæt
Men efter endt læsning kunne man få den tanke, at økologisk landbrug er en ureguleret produktionsform, hvor der er ikke noget reelt indhold bag, samt at der foregår ulovlig statsstøtte til en særlig produktionsgren.

Det er dog på ingen måde tilfældet. Det er sådan, at økologiske fødevarer – uanset om de er fra Danmark eller andre lande - er underlagt et omfattende regelsæt, der netop skal sikre, at økologiske varer holder dét, de lover.

Inden for EU er kravene til den økologiske produktionsform defineret i en rådsforordning om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter. Der er masser af regler indenfor hver eneste produktionsgren, og det vil føre for vidt at gennemgå hele regelsættet her. Men hovedtrækkene er:

  • Markerne er dyrket uden brug af kunstige bekæmpelsesmidler og kunstgødning.
  • Der anvendes ikke genmodificerede afgrøder i produktionen.
  • Husdyr har adgang til udendørsarealer, og der er krav om grovfoder og ekstra areal i staldene.
  • Der anvendes kun naturlige tilsætningsstoffer i forarbejdningen af de økologiske produkter.

Kravene er store
Der ligger altså et helt konkret og veldefineret regelgrundlag bag den økologiske produktionsform, og der føres meget grundig kontrol med både landbrug og virksomheder med økologisk produktion og forarbejdning.

Herhjemme er det staten, der står for at udføre kontrollen, og den er omgærdet med meget høj troværdighed. Det afspejler sig i den høje tillid, der er til det røde Ø-mærke. Det gælder dog i alle EU-lande, at der stilles krav om fysisk kontrol på alle økologiske bedrifter hvert år.

For lande udenfor EU, der eksporterer økologiske produkter til det indre marked, er der ligeledes et omfattende godkendelsessystem, hvor der stilles krav til overholdelse af tilsvarende regler, som dem der gælder i EU. Derudover er økologiske landmænd og virksomheder underlagt den generelle lovgivning ligesom resten af fødevareerhvervet.

Så der bør ikke herske tvivl om, at der ligger en stor indsats bag frembringelsen af de økologiske produkter i forhold til, at man har overholdt en række helt præcise krav. Og det er den indsats, man betaler for, når man som forbruger køber økologiske fødevarer.

Særligt tilskud til økologi
Når det kommer til de politiske prioriteringer af økologi, så er det rigtigt, at der gives et særligt tilskud til den økologiske produktion. Det økologiske arealtilskud er dog nøje afstemt med de støtteregler, der gælder i hele EU. Nemlig at det ikke må være konkurrenceforvridende, og at det derfor kun må kompensere for de ekstra omkostninger, man pådrager sig ved at opfylde en række forpligtelser overfor samfundet.

Det må ikke belønne landmanden derudover. I forhold til økologi er det især forpligtelserne omkring lavere kvælstofforbrug og dyrkning uden brug af kunstige bekæmpelsesmidler, der ligger til grund for tilskuddet.

Kæmper for de danske landmænd
Når alt dette er sagt, har jeg stor sympati for Vagn Lundsteens omsorg overfor de danske landmænd og for hvilke rammer og regler, der gør sig gældende. Det er en dagsorden, som også fylder rigtig meget i Landbrug & Fødevarer.

Vi kæmper hver eneste dag for, at det skal være attraktivt at være fødevareproducent i Danmark. Men den kamp handler ikke om at gøre økologi til problemet. Den handler tværtimod om at skabe de bedst mulige rammer for et samlet erhverv, hvor der både er økologisk og konventionel produktion.

Seneste nyt fra lf.dk