Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Nu må hetz stoppe

Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, glemmer respekten for fakta i sin hetz mod landbruget. Regulering skal foregå på et oplyst og fagligt grundlag, skriver Carl Christian Pedersen og Lars Hvidtfeldt

Synspunkt i Nordjyske Stiftstidende 2. august 2017

Af Carl Christian Pedersen formand for Agri Nord og Lars Hvidtfeldt viceformand i Landbrug & Fødevarer

Hvis man tror på propagandaen fra Danmarks Naturfredningsforening, kan man hurtigt få det indtryk, at landmændene er ligeglade med deres omgivelser. Men vi er om nogen optagede af at passe godt på vores jord. Som landmænd har vi en generationskontrakt, vi skal overholde.

Vi har kun jorden til låns, og den skal kunne gives videre til næste generation i en tilstand, der er mindst lige så god, som da vi overtog den - og gerne bedre.

Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, skriver en lang række anklager mod landbruget (30.7.) I sin hetz mod landbruget glemmer Bisschop-Larsen respekten for fakta såvel som de mange danske mænd og kvinder, som knokler hver dag, så vi kan få kvalitetsfødevarer på tallerkenen.

I Landbrug & Fødevarer gør vi højlydt opmærksom på vandplanernes konsekvenser for Danmark og de mange fejl og mangler, der præger det faglige grundlag bag vandplanerne, som politikerne har modtaget fra Aarhus Universitet.

Vi dokumenterer vores kritik, og vi har bl.a. fået professionelle statistikere på DTU til at kigge Aarhus Universitet i kortene.

Det viser sig, at Aarhus Universitet er kommet frem til fejlagtige konklusioner ved brug af tendentiøse modeller og kreative metoder, ligesom de har lavet en decideret regnefejl.

Det kan hverken vi eller samfundet være tjent med, og det er vores klare opfattelse, at når politikere er blevet vildledt, skal det naturligvis frem i lyset.

Bisschop-Larsen vil forhåbentlig også give os ret i, at regulering skal foregå på et oplyst og fagligt grundlag? Dansk landbrug producerer fødevarer med stor sikkerhed, kvalitet og præcision.

Netop derfor er der høj efterspørgsel efter danske produkter, og vores eksportbidrag gør os til en vigtig brik i den danske samfundsøkonomi.

Glem heller ikke, at landbruget og fødevareerhvervet skaber masser af arbejdspladser - også her i det nordjyske.

Derfor vil det have alvorlige konsekvenser for mange lokalsamfund at skulle braklægge store dele af landbrugsjorden nær Limfjorden som en direkte konsekvens af vandplanerne.

Dansk landbrug gør allerede meget for miljøet, ligesom vi har en af verdens mest klimaeffektive produktioner.

Vi leverer - også når Bisschop-Larsen ikke opdager det! Vores pointe er, at vi vil levere ud fra fakta og et fagligt redeligt grundlag, som kan give os og danskerne sikkerhed for, at de tiltag, vi iværksætter og betaler for, har den ønskede virkning.

Heldigvis kan vi tage Bisschop-Larsens dommedagsprofetier med en vis ro.

Hun var også helt sikker på, at landbruget ikke ville løse opgaven med at udlægge over 140.000 hektar frivillige efterafgrøder her i foråret. Men det gjorde vi.

Måske er det på tide, at Bisschop-Larsen stopper sin evige hetz mod de danske landmænd og i stedet anerkender, at mennesker, der lever af og i naturen, selvfølgelig har en interesse i at passe godt på den til de næste generationer.

Seneste nyt fra lf.dk