Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

Økologer skal ikke rammes ekstra hårdt af KO-krav

Når økologikontrollen fremover indberetter en økologiovertrædelse, skal det også undersøges, om der er tale om en krydsoverensstemmelses-overtrædelse. Dermed får økologer en større risiko for træk i støtten, skriver formanden for Økologi-sektionen i L&F.

Indlæg i Landbrugsavisen 26. januar 2017 

Af Hans Erik Jørgensen, formand for Økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer

NaturErhvervstyrelsen ændrer deres procedurer fra 1. februar, så overtrædelser af økologireglerne i nogle tilfælde også skal indberettes som overtrædelser af Krydsoverensstemmelseskrav. Dermed kan eventuelle overtrædelser føre til træk i landbrugsstøtten.

Lad mig allerførst slå fast, at det IKKE betyder, at der vil blive udført fuld KO-kontrol på alle økologiske bedrifter hvert år. Men når økologikontrolløren indberetter en økologiovertrædelse, skal det fremover undersøges, om der også er tale om en KO-overtrædelse.

Det er bare rigtig træls, at økologer nu får en større risiko for at få et træk i støtten. Normalt udføres KO-kontrol på 1 pct. af alle bedrifter årligt, og risikoen for at få et støttetræk er derfor tålelig – også selv om der skulle være en lillebitte ting, man ikke har overholdt til punkt og prikke. Som økolog er man bare 100 pct. sikker på at få økologikontrol hvert år, og det betyder, at man for de KO-krav, som er sammenfaldende med forhold, der kontrolleres under økologireglerne, nu vil være 100 gange så udsat for at få et støttetræk.

Som økologiformand må jeg sige, at det på ingen måde er en hensigtsmæssig situation. Men omvendt må jeg jo stå ved, at økologi sælges på troværdighed, og vi bliver nødt at tage skraldet, når der er ting, som ikke er i orden. I denne sag har vi simpelthen ikke noget andet valg. Så kære kolleger; sørg nu for at have alt på plads, når økologikontrollen kommer. Det er bare pokkers ærgerligt at få et støttetræk på grund af nogle dumme småting – som for eksempel et tabt øremærke eller manglende bilag.

I Landbrug & Fødevarer har vi tænkt os at følge nøje med i, hvordan den nye procedure forvaltes i praksis. Vi vil gennemgå alt, hvad vi får ind – sag for sag – så økologiske landmænd kan være sikre på, at det kun er i de tilfælde, hvor der helt konkret er et sammenfald mellem reglerne, at der overhovedet kan blive tale om, at sagen udløser et støttetræk. For vi mener bestemt ikke, at økologer skal straffes unødigt for, at de faktisk har påtaget sig at efterleve nogle ekstra krav. Derfor vil vi også holde NaturErhvervstyrelsen op på, at de begrænser de negative konsekvenser af den nye procedure så meget som overhovedet muligt.

Seneste nyt fra lf.dk