Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Vi brygger ikke øl for sjov

Ved at bruge urinen fra Roskilde Festival til gødning på sjællandske landmænds maltbygmarker, har de danske landmænd endnu en gang vist, at vi er førende inden for recirkulation, bæredygtighed og innovation, skriver Karen Hækkerup.

Landbruget har ordet – i Sjællandske Næstved 29. juni 2017

Af Karen Hækkerup adm. direktør i Landbrug & Fødevarer

For to år siden var det nok de færreste, der havde overvejet, at man kunne bruge menneskeurin til at gøde marker og derefter brygge øl. Ikke desto mindre er det sket lige her i Danmark.

I sommeren 2015 blev der indsamlet 54.000 liter urin på Roskilde Festival i specialbyggede urinaler, som danske landmænd havde sat op. Det blev starten på et verdensomtalt projekt, som den danske fødevareklynge har stået i spidsen for, og som i dag er endt ud i øllen Pisner.

Og det er bestemt ikke kun for sjov, at Landbrug & Fødevarer nu laver øl.

Klokkeklart eksempel
Pisner er et klokkeklart eksempel på, hvordan idéerne fra den danske fødevareklynge kan hjælpe med de problemer, vi har rundt omkring i samfundet. For vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og derfor skal vi også bruge færre midler til flere hænder.

Ved at bruge urinen fra Roskilde Festival til gødning på sjællandske landmænds maltbygmarker, har de danske landmænd endnu en gang vist, at vi er førende inden for recirkulation, bæredygtighed og innovation.

Jeg er stolt af, at vi i samarbejde med Nørrebro Bryghus nu kan se resultatet af beercycling-projektet stå ude på hylderne i supermarkederne og i sidste ende også hjemme i danskernes køleskabe - klar til at blive knappet op.

Øl-urin-cyklus
Det hele hænger sammen.

Øl bliver til urin, urin bliver til gødning, og gødningen giver liv til en ny øl.

Netop den sammenhæng er vi meget optagede af i Landbrug & Fødevarer.

Derfor har vi også for nylig været med til at sende 27 konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark styrker omstillingen til cirkulær økonomi, så vi kan finde nye måder at genbruge og genanvende ressourcer, som vi har gjort det med Pisner.

Danske landmænd er allerede førende på det område, og jeg tror på, at hvis vi kan genbruge noget, der normalt bliver skyllet ud i toiletkummen, så kan vi gøre det med næsten alt.

Det er aldrig set før, at man udnytter urin som gødning på maltbygmarker og derefter brygger det til en øl. Og så endda en rigtig god øl - hvis jeg selv skal sige det.

Verden rundt
Det viser den massive omtale, som Pisner-øllen har fået. Det er gået hele verden rundt, at der bliver brygget en øl lavet af urin i Danmark, og flere af verdens største medier som CNN, BBC og NBC har været en tur forbi Nørrebro Bryghus, der har brygget øllen.

Og vi vil hjertens gerne fortælle det, for vi håber, at vi ved at gå forrest kan danne grobund for, at flere gør det samme.

Jeg glæder mig ved tanken om, at vores Pisner måske vil blive drukket i festlige omgivelser med masser af sjov, men samtidig håber jeg, at folk forstår, at baggrunden for, hvorfor øllen er blevet til, er fuldstændig seriøs.

For fødevareerhvervet vil gerne passe på Danmark og verden.

Seneste nyt fra lf.dk