Vi bruger cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Svineproduktion i Danmark

Danske grise er førende i verden. Både almindelige grise, frilandsgrise og økologiske grise. Læs om produktionen – fra so og pattegris til slagtesvin.

Produktion af svin og svinekød har i mere end 100 år været et vigtigt aktiv for Danmark. Både hvad angår beskæftigelse og eksport. Omkring 90 procent af det danske svinekød bliver eksporteret og er dermed vigtig for landets handelsbalance og økonomi. Den danske svineproduktion er blandt de førende i verden indenfor avl, kvalitet, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og sporbarhed, hvilket er en væsentlig grund til, at Danmark er blandt verdens største eksportører af svinekød.

Du kan finde tal for den danske svinekødsproduktion og -eksport under tal om svineproduktion under Tal & analyser.

Racer og krydsninger
Grundlaget for at producere sunde grise, der vokser godt og hurtigt, får mange smågrise og har en god kødkvalitet, er avlen. I Danmark har vi et fælles avlssystem, ’DanAvl’, der organiserer indsatsen med hele tiden at forbedre disse og andre egenskaber.

Den danske svineproduktion er baseret på tre racer: Dansk Landrace, Dansk Yorkshire og Dansk Duroc. De krydses på forskellig vis, når der produceres slagtesvin, så de gode egenskaber fra de forskellige racer kombineres.

Avlsdyrene bliver til i særlige opformeringsbesætninger, hvor fra landmændene kan købe dyrene til deres egen produktion eller i form af sæd til inseminering af egne søer.

Dansk Landrace (L): Dansk Landrace har lyserød hud med lyse børster. Kroppen er lang, ørerne er store og hænger ned foran øjnene. Soen får store kuld og  har gode moderegenskaber. Den er stærk og har gode ben. Landrace er kødfuld (høj kødprocent) og giver en god kødkvalitet.

På grund af disse egenskaber bruges Landracen især som moderdyr (so) til krydsningssøer sammen med Yorkshire, til produktion af slagtesvin.

Dansk Yorkshire (Y): Yorkshireracen kommer oprindelig fra England. Den har lyserød hud og lyse børster. Kroppen en lang, hovedet kort og ørerne står ret op. Yorkshire har høj kødprocent, høj tilvækst, lavt foderforbrug og en god kødkvalitet. Søerne får store kuld og har gode moderegenskaber, og bruges derfor især som moderdyr (so) til krydsningssøer sammen med Landrace.

Dansk Duroc (D): Durocracen stammer fra USA og Canada. Den er rødbrun med mørke børster. Kroppen er kort og ørerne hænger ned foran øjnene. Søerne får lidt mindre kuld end Landrace og Yorkshire, men grisene har god tilvækst, og lavt foderforbrug. Den giver desuden en god kødkvalitet, bl.a. fordi kødet har en god fedtmarmorering. Duroc bruges som ornerace.

Krydsninger
De fleste slagtesvin er krydsninger mellem to eller tre af racerne. Landrace og Yorkshire indgår i de allerfleste krydsninger – ofte vil soen være en krydsning af disse to (kaldet LY i fagsproget), mens ornen er Duroc (så afkommet bliver D-LY).

Fordelen ved krydsninger er, at man kombinerer de gode egenskaber fra flere racer. Ofte får man forstærket egenskaberne ved at krydse racerne, fx hvis en race i snit får 12 grise pr. kuld mens en anden i snit får 11 grise pr. kuld – krydsningssøer af de to får ikke 11,5 grise i gennemsnit pr. kuld, men omkring 12,5. Det kaldes krydsningsfrodighed.

Produktionscyklus
Moderne svineproduktion sker på flere forskellige måder. Lovgivningen stiller grundlæggende krav til, hvordan produktionen skal ske, men derudover er det op til den enkelte landmand at beslutte, hvordan produktionen skal være. De fleste grise produceres som 'almindelige' eller 'konventionelle' grise, mens andre er specialgrise til hjemmemarkedet eller bestemte eksportmarkeder.

Uanset forskellighederne i dansk svineproduktion, er der nogle typiske træk, som går igen i de fleste grises livscyklus. Opdelt efter staldenheder er forløbet:

  • Løbeafdeling
  • Drægtighedsstald
  • Farestald
  • Smågrisestald
  • Slagtesvinestald

Løbeafdeling
I løbeafdelingen løbes (befrugtes) søerne. Det sker de fleste steder ved Kunstig Sædoverføring ("KS") med sæd fra ornestationer. Det sikrer, at man hele tiden har gener fra de bedste orner i sine grise. Enkelte steder sker løbningen dog også ved naturlig bedækning med en orne. Selv om man bruger KS, er der oftest også orner i løbeafdelingen, som skal sørge for at stimulere søernes brunst. Her går også polte, dvs. hungrise som skal løbes for første gang, til erstatning for de søer der tages ud af produktionen og sendes til slagtning.

I de senere år er systemer med løsgående søer i løbeafdelingen vundet frem, i modsætning til tidligere hvor løbeafdelingerne ofte var indrettet med bokse med hver so for sig.

Drægtighedsstalden
Umiddelbart efter løbningen, eller senest fire uger efter når søerne er testet drægtige (det sker typisk ved ultralydskanning af søerne for at se, om der er fostre i dem), flyttes de til drægtighedsstalden. Her går de drægtige søer indtil ca. fem dage før forventet faring (fødsel). I drægtighedsstalden er alle søer opstaldet i løsdriftssystemer. Kravet om løsdrift gælder både nye og ældre stalde. Danske løsdriftssystemer er typisk indrettet med "én ædeboks pr. so" eller elektronisk sofodring i automater.

Farestalden
I farestalden farer (føder) soen. Farestalden er typisk indrettet med stier, hvor søerne er opstaldet enkeltvis i farebokse. I boksene står soen mellem to ’bøjler’, der forhindrer hende i at lægge sig på pattegrisene. Den ene af bøjlerne kan flyttes, så soen kan få lidt mere plads i løbet af opholdet i farestalden.

Søerne flyttes til farestalden ca. fem dage før forventet faring og går der, indtil pattegrisene er fravænnet. Fravænningstidspunktet kan variere, men ligger i danske besætninger oftest fire uger efter faringen (fravænning må tidligst ske, når pattegrisene er tre uger gamle). Ved fravænning flyttes søerne tilbage til løbeafdelingen, mens smågrisene flyttes til smågrisestalden.

Smågrisestalden
Smågrisene flyttes typisk til såkaldte toklimastalde, hvor der er lavet en overdækning i en del af stien. Overdækningen fungerer som en hule, hvor smågrisene ligger i læ og varmer hinanden. Grisene opholder sig i smågrisestalden til de vejer 25-30 kg, hvorefter de flyttes til slagtesvinestalden.

En del af smågrisene sælges videre til andre svineproducenter fra smågrisestalden.

Slagtesvinestalden
I slagtesvinestalden går grisene typisk sammen i stier med ca. 15 grise i hver, afhængig af stiernes størrelse. Grisene opholder sig i slagtesvinestalden fra de vejer 25-30 kg og indtil de vejer ca. 105 kg, hvor de leveres til slagteriet. De er da 5-6 måneder gamle.

Et alternativt produktionssystem, der anvendes af flere producenter, er FRATS. Betegnelsen er en forkortelse for ”FRAvænning Til Slagtning”. Her går grisene i samme sti fra de fravænnes soen og indtil de sendes til slagteriet, dvs. en kombination at smågrise- og slagtesvinestald. Fordelen ved FRATS-systemet er, at grisene flyttes og sammenblandes mindre. Til gengæld kan systemet medføre en dårligere staldudnyttelse.

Foder
Hovedbestanddelen af danske grises foder er byg og hvede. Hertil kommer soja eller raps for at tilføre foderet ekstra proteiner. Desuden tilsættes foderet vitaminer og mineraler. Der bruges dog også mange andre råvarer til foder, for eksempel rug, havre, majs, fiskemel, kartoffelprotein, skummetmælkspulver, melasse, fedt, solsikkeskrå, valle mv.

Søer, smågrise og slagtesvin stiller forskellige krav til foderets sammensætning, og får derfor forskellige foderblandinger.

Pattegrisene lever de første uger udelukkende af soens mælk. Efter 14-16 dage begynder de at kunne fordøje andet foder, så de kan få tørfoder som supplement til somælken. Efter fravænning får smågrisene særlige smågriseblandinger, der er tilpasset deres behov for næringsstoffer og energi. Mange starter med en særlig skåneblanding for at lette overgangen fra mælk til andet foder, før de får almindeligt smågrisefoder. Slagtesvin får mange forskellige fodermidler. Også her er der normer for, hvad foderet skal indeholde af næringsstoffer. Søer fodres i forhold til deres produktionscyklus, ligesom unge søer skal have mere foder end udvoksede. Generelt må søerne hverken være for magre eller for fede for at få den bedste produktion. Under drægtigheden skal søerne bruge energi og næringsstoffer til udvikling af fostrene, og under diegivningen til at producere mælk til pattegrisene. Derfor får de et foder med en nøje tilpasset sammensætning.

Læs mere om foder til grise og andre husdyr.

Udover foder skal dyrene også have alt det vand, de kan drikke. Grisene drikker vand af drikkenipler, der er en slags hane, som giver vand, når grisene sutter eller trykker på den, eller drikkekopper der automatisk fyldes med vand, når grisene stikker trynen ned i dem.

Produktionsmetoder
Der er forskellige måder at tilrettelægge svineproduktionen på. Produktionssystemet udgøres både af det staldsystem, grisene holdes i, og den måde, produktionen er lagt an på. Fx konventionel produktion eller alternativ som økologisk produktion. Men også hvordan produktionen er tilrettelagt – om grisene starter i farestald, flyttes til smågrisestald og ender i slagtesvinestalden på den samme bedrift (integreret produktion) eller flyttes til andre gårde eller bedrifter undervejs. Nogle producenter har hele produktionsforløbet fra søer og smågrise til slagtesvin, mens andre har valgt at specialisere sig, så de udelukkende har søer og sælger smågrisene enten ved fravænning eller efter smågrisestalden, eller udelukkende producerer slagtesvin.

Konventionel produktion
Den konventionelle eller "almindelige" svineproduktion er ofte lagt an som beskrevet ovenfor. Produktionen lever naturligvis op til lovens og branchens bestemmelser hvad angår fodring, staldindretning mv. Størstedelen af produktionen i Danmark er "konventionel".

Økologisk produktion
Økologiske grise produceres efter officielle retningslinjer for økologisk produktion under det statskontrollerede ø-mærke. Mindst 95 pct. af foderet skal være økologisk og en del af det skal være grovfoder. Hvis grisene behandles med medicin, er tilbageholdelsestiden (den tid der skal gå, inden grisene må slagtes) længere end den lovbefalede. Økologiske pattegrise må først fravænnes soen efter syv uger, og det er ikke tilladt at kupere halerne. Økologiske grise skal have adgang til det fri, fx i form af udendørs løbegårde. Alle pattegrise skal fødes på friland. Der skal være halm eller anden strøelse i staldene, og der skal være fast gulv, der hvor grisene hviler sig. Læs mere om økologisk svineproduktion under Økologi.

Frilandsproduktion
Ved frilandsproduktion holdes søerne helt eller delvist på friland. Typisk farer søerne udendørs i hytter og går ude med pattegrisene indtil fravænning. Nogle producenter vælger dog at holde dem inde under løbning og drægtighed. En del af specialgrisene - Frilandsgris og økologiske grise - har særlige krav til, hvordan grisene skal holdes udendørs. Læs mere på Frilands hjemmeside.

Specialgrise
Ud over økologiske og frilandsgrise produceres en række specialgrise både til hjemmemarkedet og til eksport. Her lever produktionen op til særlige krav til fx spisekvalitet (krydsninger, køling, modning mv.), fodersammensætning mv.

Læs mere om Antonius, Bornholmergrisen og øvrige specialgrise på Danish Crowns hjemmeside

Hvad kaldes grisen?

Orne Hangris, der bruges til avl
So Hungris, der bruges til avl
Sopolt Hungris, der endnu ikke er løbet (parret) første gang
Gylt Hungris, der er drægtig første gang
Galt Kastreret hangris
Pattegris Nyfødt gris, der endnu dier hos soen (0-4 uger gammel)
Smågris Gris mellem 4 og 11 uger (fra 7-35 kg)
Slagtesvin Gris mellem 11 uger og 4-6 måneder – dvs. fra ca. 30 til ca. 105 kg
Brunstig Ornegal, parringsvillig
Løbning Parring
Faring Fødsel
Kuld Pattegrise født samtidig af samme so
KS Kunstig sædoverføring - inseminering
Inseminering Løbning ved at soen får ført sæd ind i livmoderen vha. et kateter (plastikrør)

Læs mere om dansk svineproduktion på Videncenter for Svineproduktions hjemmeside.

Opdateret marts 2014

Dyrevelfærd i svineproduktionen

Slagtning af svin

Statistik for dansk svineproduktion

Videncenter for Svineproduktion

Smittebeskyttelsesregler

Christian Koustrup Frandsen