Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Er du en selvhenter?

Så find vej til dit juletræ via Landbrug & Fødevarers juletræskort. På aabentlandbrug.dk er det nemt at finde vej til den lokale juletræsproducent.

Hvor kommer juletræet fra? Svaret ligger på Åbent Landbrugs hjemmeside, hvor et kort med 85 juletræsproducenter viser danskerne, hvor i landet man kan få den juleoplevelse det er, at fælde og købe sit eget juletræ.

Det er andet år Åbent Landbrugs hjemmeside ved juletid bliver forvandlet til et juletræskort, der skal gøre danskerne lidt klogere på, hvad landbrug også er.

- Vores juletræskampagne skal være med til at give positive øjne på landbrugserhvervet udover den tredje søndag i september, hvor det normale Åbent Landbrug løber af stablen, siger Jan Morre, projektleder på Åbent Landbrug.

Flere af de 85 juletræsproducenterne benytter da også muligheden for at vise deres stald frem, så danskerne kan se, hvordan dyrene bor om vinteren og høre om jul i stalden.

En af de juletræsproducenter der kan findes på Åbent Landbrugs juletræskort er Julestuen Topkær, der er ejet af ægteparret Anders Bjerregård og Bente Hedevang.

- Det er jo specielt børnefamilier, som synes, det er en juleoplevelse at komme og fælde sit eget træ. Det er en fortælling børnene har i julemåneden, og der bliver sikkert fortalt mange hyggelige historier ved aftensbordet om, hvordan træet blev fældet. Det er ofte også en historie man får med, når man køber et træ, siger Anders Bjerregård, som siden 1992 begyndte at sælge juletræer fra matriklen.

Han er meget positiv over for Åbent Landbrugs juletræskampagne, og synes det er skønt at flere får øjnene op for steder, som tilbyder det.

- Vi oplever en stigende interesse for selv at komme og hente sit juletræ, og jeg tror, som jeg tidligere nævnte, at det både er oplevelsen, men også kvaliteten af juletræerne, som danskerne vægter højt, og det kunne være rigtig fint, hvis Åbent Landbrug kampagnen kunne hjælpe med at få ordet spredt endnu længere ud, siger Anders Bjerregård.

Du kan selv blive en selvhenter ved at gå ind på aabentlandbrug.dk/juletraeer eller besøge facebooksiden facebook.com/aabentlandbrug

Seneste nyt fra lf.dk