Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

Hvor er fremtidens gyldne gulerødder?

Hvad skal danske landmænd leve af i fremtiden? Det skal Future Farming, en tænketank med fødevarebranchens tunge mænd og kvinder og et forum for såkaldt 'crazy youngsters', give bud på. Idémager og tovholder er SEGES.

Danske fødevarer er eftertragtede verden over, nye eksportmuligheder viser sig konstant og fødevaresektoren bidrager med omkring en fjerdedel af den samlede danske vareeksport. Men forbrugernes vaner og ønsker til, hvad de lægger i indkøbskurven, ændrer sig konstant. For at landmændene kan følge med denne efterspørgsel, er det vigtigt at kigge fremad. Hvor er fremtidens gyldne gulerødder? Hvad skal vi leve af i fremtiden?

- Her skal vi være hurtigere, end vi er i dag. I øjeblikket kan det tage lang tid, før nye metoder og idéer bliver til ændret praksis hos landmændene. Det skal der gøres noget ved, for globaliseringen, den teknologiske udvikling og øget transparens i værdikæden stiller stadig større krav til at se ind i fremtiden og sikre, at danske landmænd stadigvæk er blandt de dygtigste i verden. Det er her Future Farming skal tage fat, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for advisory boardet i Future Farming.

Det er landbrugets videnscenter, der har taget initiativet til Future Farming, en form fortænketank, hvis hovedopgave er konstant at se i krystalkuglen.

- I Future Farming retter vi optikken mod den fremtid, der ligger mere end fem år fremme. Future Farming skal få dygtige mennesker og vilde hoveder til at kombinere den fantastiske idé, det markedet vil efterspørge, den nyeste teknologi og det som vores jord kan levere. Det handler både om trends og politiske strømme i Danmark, men også om hvad der sker ude i verden ikke mindst af nye teknologiske landvindinger, som vi skal omsætte og bruge bedst muligt i den danske fødevareklynge, siger Søren Bisp, chefkonsulent i Future Farming.

Future Farming udfordres og rådgives af et stærkt Advisory Board sammensat af landmænd samt virksomhedsledere og forskere med relation til landbrug og fødevareproduktion. Som modspil og inspirator er der etableret et panel af 'crazy youngsters', fra forskellige grupper af unge studerende og iværksættere.

Kravet til Future Farming er at levere velunderbyggede opfordringer til, hvilke retninger dansk landbrug bør udvikle sig i.

- Det kan handle om cirkulær økonomi, dokumenteret bæredygtighed eller den individualiserede kost – andre vil kaste mere konkrete retninger af sig, som kan udmønte sig i forskningsprojekter eller som kommercielle partnerskaber. Alt er med det overordnede mål at skabe mere værdi for den landmandsejede værdikæde. Vi skal komme med bud på, hvad landmændene i fremtiden skal hive op af den danske muld og sende ud til verdens forbrugere, siger Søren Bisp.

Fakta:
I spidsen for future Farming står Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer. Som direktør for innovation ved SEGES deltager Ejnar Schultz aktivt i initiativet og som garant for et konstant og højt udviklingsniveau er Jakob Lave, SEGES Kompetencer & Vækst, ansvarlig for at drive initiativet opad.

I Advisory Board sidder:
Lars Hvidtfeldt (formand), landmand, Viceformand i Landbrug & Fødevarer
Malthe C. Holst, landmand, Vrejlev Kloster og Ingstrup Mejeri
Louise Helmer, adm. direktør Centrovice
Ole Green, adj. professor, ejer og adm. direktør AgroIntelli
Nicolai Hansen, adm. direktør KMC
Søren Tinggaard, VP Exports, Danish Crown
Jesper Pagh, Group VP, Animal Nutrition, DLG
Sebastian Søderberg, VP New Business Development, Incubation and Acquisitions, Novozymes
Henrik Jørgen Andersen, adj. professor, Senior R&D Mgr, Arla Foods Ingredients
Hanne Christine S. Bertram, professor, Inst. for Fødevarer, Aarhus Universitet
Lene Lange, professor, forskningsleder, Kemiteknik, DTU
Svend Christensen, professor, institutleder, Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet
Just Jensen, professor, Inst. for Molekylær Biologi og Genetik, Aarhus Universitet
Ejnar Schultz, direktør Innovation, SEGES
Iben Krog Rasmussen, stud. polit., medstifter og debatansvarlig i den fødevarepolitiske tænketank Frej

Seneste nyt fra lf.dk