Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Søren Søndergaard

MRSA-kursus: Alt det landmændene ikke fik lov til at sige

Debatten kører om det nye hygiejnekursus, der skal mindske spredningen af husdyr-MRSA. Svineproducent Søren Søndergaard skulle i den forbindelse medvirke i dagens radioavis. Men DR dukkede aldrig op. De brugte i stedet Hans Jørgen Kolmos i radioen. Her kan du læse, hvad Søren Søndergaard ville have sagt.

I dag er landmanden Søren Søndergaard blevet brændt af. Han havde ellers en aftale med DR, der ønskede at lave et live-interview med Søren til Radioavisen kl. 12.00. Interviewet skulle handle om det nye kursus, der er udviklet af Statens Serum Institut som et blandt flere tiltag, der skal mindske spredningen af husdyr-MRSA. Men DR dukkede aldrig op på Baldershave, hvor Søren har sin produktion af grise. Det vender vi tilbage til.

Dagbladet Information har kritiseret kurset - blandt andet fordi man kan gennemføre uden at svare rigtigt på spørgsmålene i den afsluttende test.

Per Olsen, veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer, understreger over for Information, at ”de, der arbejder i den danske svineproduktion, er jo ikke uden viden om deres hverv. Derfor handler det her kursus om at bygge oven på den viden, der allerede findes blandt folk i branchen”.

Han fortæller dog, at Landbrug & Fødevarer gerne ser på, om der skal indføres en vis svarprocent, så der ikke er nogen tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, når man får sit bevis:

"Hvis man kan komme igennem med nul ud af 12 rigtige svar, er det selvfølgelig noget, vi gerne vil se på”, siger Per Olsen til Information.
Læs hele artiklen hos Information.

”Det her er vores hverdag og ikke en eller anden tilfældig eksamen, der skal overstås”
Tilbage hos Søren Søndergaard på Baldershave nær Billund er DR stadig ikke dukket op. Til gengæld kunne Søren høre i Radioavisen, at Hans Jørgen Kolmos havde fået masser af taletid i udsendelsen.

Vi har derfor valgt at stille Søren Søndergaard de spørgsmål, som DR ikke fik stillet. De første spørgsmål har vi fået tilsendt fra DR. De sidste to har vi selv tilføjet.

Hvad tænker du om et online-kursus om MRSA-smitte?
- Vi følger jo med tiden, så at kurset er online skræmmer os ikke. Jeg synes faktisk, kurset er rigtig godt. Vi er selvfølgelig klar over, hvordan vi skal gebærde os i stalden, men med det her kursus får vi tilføjet noget mere teori om bakterier og resistens.

Har du taget kurset?
- Ja. Og mine medarbejdere tager også kurset. Nogle har allerede gennemført det, og andre er i gang. Det ser ud til, at de scorer rigtig flot alle sammen.

Kan du bruge det til noget?
- Absolut. Sådan er det vel for os alle sammen. I bedste fald giver det mere viden og en større forståelse for, hvorfor vi gør som vi gør, når vi arbejder med grise. I værste fald får man bekræftet, hvad man allerede ved. Man kan ikke tage skade af nogle af delene.

Flere eksperter og politikere mener, kurset er uambitiøst. Hvad mener du?
- Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Kurset er jo med til at bygge oven på en viden, vi allerede har. Det er et godt værktøj, og både jeg og mine medarbejdere føler, at vi har fået noget ud af det. Selve kurset giver meget og testen er jo kun en afsluttende opsummering.

Er det ambitiøst nok, at man kan gennemføre kurset uden at svare rigtigt på spørgsmålene?
- Det kan da sagtens være, at man skal lave nogle krav til testen. Det synes jeg fint, man kan se på. Men man skal huske, at det er en meget bred målgruppe af mennesker. Fra personer med en høj uddannelse - til personer der ikke har været til en eksamen i rigtig mange år. Du finder ikke en eneste svineproducent, der får få rigtige svar og så læner sig tilbage og er ligeglad med det. Sådan arbejder vi ikke. Det her er vores hverdag og ikke en eller anden tilfældig eksamen, der skal overstås.

- Jeg kan kun tale for mig selv og mine medarbejdere, og vi er enige om, at kurset er ret ambitiøst. Personligt tog jeg testen to gange, fordi jeg ikke fik alle 12 rigtige den første gang.

Hvad tænker du om, at DR udeblev – og at Kolmos fik taletiden for sig selv?
- Det ærgrer mig da. Det er da pudsigt at stå klar til et interview, og så overholder modparten ikke sin aftale. Men det er da langt værre, at DR bringer historien uden at få en svineproducents perspektiv på det her. Indtil nu er det journalister på Information og Hans Jørgen Kolmos, der får lov til at udlægge virkeligheden, og den er som regel meget langt væk fra den virkelighed, jeg og mine kollegaer befinder os i. Uanset hvad, du spørger Kolmos om, så er svaret, at 1) han er ekspert, og 2) alt er galt i dansk landbrug og alt er landbrugets skyld.

- Jeg har ikke fået meget for mine licenspenge i dag, afslutter Søren Søndergaard.

Du kan læse mere om MRSA på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Seneste nyt fra lf.dk