Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Utidssvarende færdselsregler kan hive tæppet væk under dansk ærteproduktion

Der er brug for en modernisering af lovgivningen for landbrugsmaskiner på gummibælter, mener Landbrug & Fødevarer.

Til næste år kan det måske være slut med danske dybfrostærter.

Her udløber en dispensation til at køre med de landbrugsmaskiner på gummibælter, der står for høsten af ærter.

For virksomheden Ardo A/S i Nørre Alslev, der producerer frostgrøntsager, vil det få store konsekvenser.

Ærtehøst kræver stor timingmæssig præcision, avanceret teknologi og hurtig transport fra mark til virksomhed. En manglende tilladelse til at færdes på vejene med ærtehøsterne på gummibælter vil i teorien betyde, at ærtehøsterne skal flyttes mellem markerne ved hjælp af blokvogn, hvilket vil medføre en meromkostning på flere millioner kroner årligt.

Konsekvensen bliver sandsynligvis, at der ikke høstes ærter næste år, og at virksomheden lukker ærteproduktionen ned i Nørre Alslev.

For faktum er, at den lovgivning, der regulerer færdslen med landbrugsmaskiner på vejene, ikke er opdateret siden 1955, på trods ad, at der er sket en kæmpe teknologisk udvikling siden da.

Derfor har Landbrug & Fødevarer de tre folketingspolitikere Rene Christensen (DF), Marcus Knuth (V) og Lennart Damsbo-Andersen (S) med ude på besøg hos Ardo i dag.

Brug for en modernisering af loven

I dag monterer man gummibælter på landbrugsmaskinerne i stedet for hjul bl.a. fordi de trykker mindre og belaster jorden mindre. Derudover er bælteteknologien også god at bruge i et stadig vådere dansk klima.

L&F appellerer derfor til, at politikerne opdaterer lovgivningen i stedet for at give midlertidige dispensationer, der har været praksis de seneste år.

- Vi har brug for en afklaret og permanent løsning, så vores fødevareproducenter ikke skal gå og frygte for, at de ikke kan får høsten og råvarer i hus. Det er helt forkert, at regler fra midt-50’erne er en barriere for råvareproducenternes produktivitet og konkurrenceevne. De er grundlaget for mange danske arbejdspladser, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

L&F mener, der er brug for, at vægtgrænserne i lovgivningen for landbrugsmaskiner på gummibælter skal opdateres, så de passer til nutidens produktion.

- Reglerne skal moderniseres, så de svarer til EU-niveau. Dermed skal bl.a. totalvægten på maskinerne ændres fra 16 ton til 32 ton, som er EU-standarden. Det vil være helt afgørende for, at vi kan opretholde produktion, produktivitet og konkurrenceevne ift. vores naboer, siger Lars Hvidtfeldt.

Problemet med utidssvarende regler for gummibælter påvirker også andre former for råvareproduktion. Fx roe-, kartoffel- og majshøstere.

Seneste nyt fra lf.dk