Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F slår et slag for helhedstænkning på Naturmødet

Landbrug & Fødevarer skal på det tredje årlige Naturmøde i Hirtshals blandt andet diskutere fremtidens løsninger for det gode samspil mellem landbrug og naturhensyn.

Naturmødet i Hirtshals er med sin tredje udgave blevet en etableret tradition. Torsdag til lørdag mødes eksperter, miljøpolitikere, repræsentanter for grønne organisationer, landbruget og mange andre naturinteresserede til faglige og politiske debatter om naturens tilstand, og hvordan vi sikrer og udvikler den.

Naturmødet kan betegnes som en pendant til Folkemødet på Bornholm, men her handler det altså kun om natur- og miljøspørgsmål.

Landbrug & Fødevarer deltager i flere debatter, og det er meget væsentligt at landbruget får markeret sine synspunkter. De grønne organisationer skal ikke have patent på at diskutere visioner og muligheder for fremtidens naturpolitik, mener viceformand Lone Andersen, Landbrug & Fødevarer.

- Naturmødet er vigtigt. Her kører en række debatter om emner, som har stor betydning for, hvordan vi fremover kan udvikle vores erhverv. Det er vigtigt, at vi byder ind med de gode ideer, som vi har i forhold til at etablere den gode balance mellem produktions- og naturhensyn. Der skal tænkes i helheder og skabes brede løsninger, siger Lone Andersen.

Hun ærgrer sig over, at de grønne organisationer ofte får eneret på at definere naturhensyn i den offentlige debat og medierens dækning af området.

- Desværre lykkes det ofte de mest højtråbende naturorganisationer at præsentere det som et enten natur eller landbrug, men sådan er det jo slet ikke. Der er behov for meget mere helhedstænkning og en fordomsfri dialog, hvor landbruget ikke på forhånd er skurken. Det skal vi blandt andet have fortalt de mange folketingspolitikere, som er på Naturmødet, siger Lone Andersen..

Lone Andersen får på Naturmødet blandt andre selskab af sin viceformandskollega Lars Hvidtfeldt, ligesom de lokale landbo- og familelandbrugsforeninger er på plads i Hirtshals.

Sidste år samlede Naturmødet omkring 12.000 deltagere.


Seneste nyt fra lf.dk