Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Afrikansk svinepest bekræftet i Belgien: L&F kalder situationen ekstremt alvorlig

De belgiske myndigheder har netop bekræftet to tilfælde af afrikansk svinepest. Der er tale om to døde vildsvin fundet i Étalle i den sydøstlige del af Belgien nær grænserne til Luxembourg og Frankrig. Hos Landbrug & Fødevarer er man bekymrede og kalder situationen ekstremt alvorlig.

Når afrikansk svinepest springer over større afstande er der ofte tale om, at mennesker medbringer inficerede kødprodukter fra områder ramt af afrikansk svinepest, hvorefter vildsvin kan samle smitten op, hvis der efterlades madrester i naturen. De fritlevende vildsvin er dermed en væsentlig årsag til de geografiske spring, der sker i spredningen af afrikansk svinepest i Europa.

Afrikansk svinepest er ufarligt for mennesker, men kan smitte både vildsvin og grise.

Hos Landbrug & Fødevarer er man bekymrede og understreger, hvor afgørende de danske særtiltag er for samfundet som helhed og erhvervet i særdeleshed:

- Det er dårligt nyt og situationen er ekstremt alvorlig. Det her viser først og fremmest, hvor vigtigt det er, at Danmark netop tager drastiske skridt for at minimere risikoen for et udbrud af afrikansk svinepest på dansk jord. Det er afgørende, at vi fortsætter arbejdet med at få fjernet vildsvinene fra den danske natur, og det kan kun gå for langsomt. Og så skal det vildsvinehegn op, så der kommer så få vildsvin som muligt ind i landet, siger Jens Munk Ebbesen, veterinærdirektør hos Landbrug & Fødevarer.

Et udbrud af afrikansk svinepest i Danmark vil være fatalt for danske grise, dansk eksport og danske arbejdspladser.

Hele den danske eksport af grisekød til lande udenfor EU vil lukke øjeblikkeligt som en konsekvens af bare ét udbrud i vildsvin eller grise på dansk jord. Eksporten af dansk grisekød til tredjelande udgør 11 mia. kr. årligt.

- Et udbrud i Danmark vil alene i de første tre måneder betyde flere milliarder i tabt eksport, og det stopper ikke der; Der kan gå lang tid, før alle lande igen åbner op for dansk grisekød, og i mellemtiden risikerer vi at miste betydelige markedsandele, ligesom flere svineproducenter formentlig må dreje nøglen om. Vi taler om store tab for erhvervet og lokalsamfundene med mærkbare konsekvenser for landets samlede økonomi, siger Jens Munk Ebbesen.

Han opfordrer miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann Jensen til at sikre, at opførelsen af vildsvinehegnet går i gang så hurtigt som muligt.

- En væsentlig årsag til, at vores beskedne nation kan levere så flotte eksportresultater, er vores høje niveau af fødevaresikkerhed og vores evne til at holde grisene fri fra epidemier og sygdomme. Sådan skal det blive ved med at være, siger Jens Munk Ebbesen.

DANISH Transportstandard (etableret af branchen selv for at bekæmpe sygdomme som eksempelvis afrikansk svinepest) er nu i gang med at revurdere det såkaldte zonekort, som fastlægger karantænereglerne for lastbiler, der transporterer grise og kreaturer over den danske grænse. Karantænereglerne bliver nu strammet for lastbiler, der ankommer fra Belgien og Luxembourg samt områder i Tyskland og Frankrig, der grænser op til det berørte område.

85 procent af Danmarks griseproduktion går til eksport, og mere end 120 lande importerer dansk gris. I alt skaber griseproduktionen beskæftigelse til mere end 33.000 personer i Danmark og leverer et årligt bidrag til BNP på 18-19 mia. kroner.

Afrikansk svinepest er en sygdom, der kan ramme grise og vildsvin. Der findes ingen vacciner eller behandlingsmuligheder. Sygdommen kan ikke smitte mennesker, og kontakt med smittede vildsvin eller grise udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker.

Læs mere om afrikansk svinepest her: https://www.lf.dk/aktuelt/nyheder/2018/april/vaerd-at-vide-om-afrikansk-svinepest-og-vildsvinehegnet#.W5qEK84zZtQ


Seneste nyt fra lf.dk