Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Lad os mødes i skellet

Tekst og musik: Karen Munk Nielsen

Karen Munk Nielsen har skrevet både tekst og melodi til ”Lad os mødes i skellet.” Det er en sang som på sine tre vers i bedste folkelige tradition formår at minde om adskillige varme debatemner omkring dansk landbrug.

Omkvædet lægger op til en konstruktiv debat om uenighederne: ”Lad os mødes i skellet og veksle et ord, der hvor ploven har sluppet sit spor,” foreslår sangen.

Karen Munk Nielsen arbejder til daglig på mere prosaisk vis med ord og landbrug som journalist på avisen ”Økologi & Erhverv.”

Hvem har bestemt, at det vilde er flot
og bugnende kornmarker ikke er godt?
At køer skal malkes i malkerobot,
og at større er bedre end småt?
Lad os mødes i skellet og veksle et ord,
der hvor ploven har sluppet sit spor.
Hvor solskinnet lander som mågereflekser
på alt, hvad der spirer og gror.
 
   
Hvorfor er udkanten upopulær
og pulsen i storbyen meget mer' værd?
Hvem har bestemt, at en killing er kær,
og at svin skal bag tremmer og spær?
Lad os mødes i skellet og veksle et ord,
der hvor ploven har sluppet sit spor.
Hvor haglbyger hærger, og brandstorme rusker,
og mennesker lever og bor.
 
Hvor er det løsen, der åbner en dør
til landskaber, ingen har opdaget før?
Hvor er der tid til at tænke sig om
og at tvivle og hviske et "kom"?
Lad os mødes i skellet og veksle et ord,
der hvor ploven har sluppet sit spor.
Se stjerner i mørket og blive helt stille
og lytte til græsset, der gror.

  
Hent tekst og noder til Lad os mødes i skellet

Hør sangen