Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Danske forbrugere køber markant mere økologi

Salget af økologiske fødevarer i danske supermarkeder er steget med seks procent det seneste år mod en stigning på bare 0,5 procent året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. En positiv stigning, der er vigtig i forhold til at nå målet om en fordobling af økologien i 2020, mener Landbrug & Fødevarer.

Økologiske æg, økologisk skyr og økologisk kød. Danske forbrugere vælger i stigende grad økologiske fødevarer, når de står ved supermarkedernes kølediske. Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologiske fødevarer i detailhandelen er steget med seks procent i 2013. Det er en markant vækst i forhold til 2012, hvor stigningen var på 0,5 procent.

Der blev i alt solgt økologiske føde- og drikkevarer for 5,8 mia. kr. i danske supermarkeder og varehuse i 2013 og salgsværdien af økologiske fødevarer estimeres til 8,0 pct. af det samlede salg af fødevarer i supermarkeder og varehuse i 2013 mod 7,6 pct. året før.

- Det er en positiv fremgang, der sammen med den stigende eksport og det øgede tilvalg af økologi i offentlige køkkener, er meget vigtig for at kunne nå regeringens mål om en fordobling af økologien i 2020, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik så fordeler danskernes stigende køb af økologiske fødevarer sig på både æg og mejeriprodukter og kød.

Omsætningen af økologiske æg er steget mærkbart med 24 procent. At flere forbrugere nu vælger at købe økologiske æg stemmer godt overens med konklusionen i en undersøgelse af danskernes forbrug af og holdninger til køb af æg, som Landbrug & Fødevarer offentliggjorde tidligere på året.

- Den viser, at 28 pct. af danskerne først og fremmest vælger æg efter det røde ø-mærke, når de køber ind, og at prisen på æggene er blevet mindre vigtig. De danske forbrugere vil altså gerne give lidt ekstra for de økologiske fødevarer, siger Kirsten Lund Jensen, der også glæder sig over, at salget af økologisk svinekød er i stigning. I alt steg omsætningen af økologisk kød med 17 procent i 2013.

- Vi kan nu se, at flere forbrugere aktivt vælger det økologiske svinekød til. Det er vi glade for, da det tidligere kun var en mindre kerne af bestemte forbrugere, der valgte økologisk svinekød, forklarer Kirsten Lund Jensen.

Også salget af økologisk mælk stiger igen.

- Det ser nu ud til, at den nedadgående trend i salget af økomælk nu er vendt, og at der atter er fremgang. Og så er det værd at bemærke, at salget af økologisk Skyr nu har fået sit gennembrud, og at vi i den forbindelse har fået fat i en ny generation af unge sundhedsbevidste forbrugere, siger Kirsten Lund Jensen.

Økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen, kan kontaktes via pressekonsulent Mille Marie Christensen på 6170 2047

Seneste nyt fra lf.dk