Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Danske økoæbler snart udsolgt

Salget af danske økoæbler går så godt, at årets høst snart er afsat. Landbrug & Fødevarers økochef håber, at det vil give incitament til at øge produktionen.

Du skal være hurtig, hvis du skal nå at købe danske økologiske æbler, for det varer ikke længe før kasserne er tomme.

Ifølge Gasa Nordgrønt, der står for omkring 80 pct. af salget af de danske økoæbler, er der siden 1. august solgt 510 tons. Det er over en tredjedel mere end i samme periode sidste år, hvor der blev solgt 326 tons danske økologiske æbler. Og da høsten af økologiske æbler kun var på ca. 550 tons i år pga. frost i foråret - mod 771 tons i fjor - skønner Gasa Nordgrønt, at det i løbet af få uger vil være slut med danske økoæbler i butikkerne.

Uanset at det er ærgerligt, at nogle forbrugere risikerer at gå forgæves efter danske økoæbler, glæder det  Landbrug & Fødevarers økologichef Kirsten Lund Jensen, at forbrugerne i stigende grad efterspørger dansk økologisk frugt.

- Vi oplever, at danskerne prioriterer at købe økologi – og at de gerne vil have danske økovarer, siger Kirsten Lund Jensen.

Hun håber, at den stigende efterspørgsel efter økologiske æbler vil resultere i en større hjemlig produktion.

- Økoæbler er dyrere at producere og koster derfor mere ude i butikkerne. Men når forbrugerne øger efterspørgslen, åbner det op for at dyrke flere, siger økologichefen.

Seneste nyt fra lf.dk