Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landbrug & Fødevarer: En fordobling af økologien i 2020 er mulig

Regeringens mål om en fordobling af det økologiske areal i 2020 kan lade sig gøre, men det kræver, at vi får skabt en bedre markedsadgang og øget kendskab til de danske økologiske varer ude i verden. Det mener direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade, der søndag lukker 500 økologiske køer ud på græs i forbindelse med Økodag.

Tusindvis af økologiske køer bliver søndag sluppet fri efter en lang vinter i stalden. Det er 10. gang økologiske landmænd over hele landet åbner stalddørene for danskere, der gerne vil se køerne danse.

En af dem er Jette Jacobsen fra Haugaard ved Vojens, der i år lader direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade lukke 500 økologiske køer ud på græs.

En opgave direktøren ser frem til.

"At køerne kommer ud på det friske græs en stor del af året, er noget af det, der gør, at så mange danske forbrugere vælger at købe økologisk mælk. Hver tredje liter mælk, der bliver solgt i de danske supermarkeder i dag er økologisk og salget af økologiske æg udgør mere end 20 procent og er i stadig vækst. Samtidig ved vi ved at 90 pct. af danskerne køber økologiske varer mere eller mindre ofte. Den vækst skal vi holde fast i og gerne forøge, for vi skal have solgt endnu flere økologiske varer", siger Søren Gade og henviser til regeringens mål om at fordoble det økologiske areal i 2020.

Et mål som Landbrug & Fødevarer bakker op om.

"Vi arbejder aktivt for at være med til at nå det mål, og vi tror på, at det kan lade sig gøre. Men det kræver, at vi får solgt endnu flere økologiske varer – både herhjemme, men især også på eksportmarkederne. Sammen med vores medlemmer arbejder vi målrettet med afsætningsaktiviteter, der skal skabe bedre markedsadgang og øget kendskab til de danske økologiske varer ude i verden".

"Det drejer sig både om aktiviteter rettet mod vores nabolande såsom Tyskland og Sverige, men også om at udnytte den høje tillid, der er til danske fødevarer i lande som Kina, hvor flere og flere mennesker er begyndt at interessere sig for grønne og økologiske indkøb, siger Søren Gade".

Men hvis eksporten af økologiske varer skal stige, så skal den danske økologiske produktion også hele tiden udvikles.

"Derfor arbejder vi konstant på at forbedre rådgivningen til de økologiske landmænd. Vi har mere end 70 økologikonsulenter på landsplan, der både rådgiver landmændene og bringer ny viden i spil på økologiområdet. Og vi er dygtige til økologi i Danmark, men er man verdensmester i noget, så skal man hele tiden kæmpe for at blive ved med at bevare den position", siger Søren Gade.

Direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, lukker søndag den 13. april klokken 12:00 500 økologiske køer ud på græs ved gården Haugaard, Ribevej 75, Gabøl - 6500 Vojens.

Økodag er en tilbagevendende begivenhed, som de økologiske landmænd, mejerierne og Økologisk Landsforening står sammen om for 10. gang den 13. april 2014. Læs mere på www.okodag.dk

Yderligere info:
Søren Gade, direktør i Landbrug & Fødevarer via pressekonsulent Mille Marie Christensen på telefon 61702047

Seneste nyt fra lf.dk