Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Økologien har vokseværk i dansk foodservice

Der blev købt økologiske varer for 981 mio. kroner i 2013 til landets sygehuse, børnehaver, plejehjem, kantiner, restauranter og andre storkøkkener. Det viser de helt nye foodservicetal fra Danmarks Statistik. Tallet vil vokse endnu mere de næste år, mener Landbrug & Fødevarer.

Omkring 5 pct. af råvarerne i landets storkøkkener, restauranter og cateringsvirksomheder har haft det røde ø-mærke på etiketten, inden de endte i gryderne. Det viser en helt ny opgørelse fra Danmarks Statistik over det økologiske forbrug i den danske foodservice.

De offentlige køkkener brugte i 2013 ca. 400 mio. kroner på økologiske varer, svarende til ca. 41 pct. af det samlede økologiske forbrug, mens den private sektor stod for de resterende 59 pct., svarende til ca. 580 mio. kroner. I alt blev der købt madvarer i foodservice for 18,4 mia. kroner i 2013, hvoraf økologiske varer udgjorde 5 pct. Det er lidt under niveauet for detailhandel, hvor økologiske varer udgør ca. 8 pct. af salget.

Hos Landbrug & Fødevarer tror man, at økologiske råvarer vil fylde mere i den danske foodservice i de kommende år.

- Vi ser en øget interesse for økologi hos foodservice, og den tror jeg kun vil vokse i de kommende år. Både fordi flere og flere bliver opmærksomme på udvalget af økologiske varer, men også fordi regeringens mål om 60 pct. økologi i det offentlige vil bærer frugt, siger Mette Gammicchia, afdelingsleder i Afsætning, Handel & Markedsudvikling i Landbrug & Fødevarer.

Hun forklarer, at man hos Landbrug & Fødevarer arbejder målrettet for at få mere økologi ind i offentlig foodservice, som stadig halter lidt bag det private.

- Vi er sparringspartner på flere projekter, hvor kommuner er i gang med en omlægning til økologi i deres offentlige køkkener, og her hjælper vi med at gøre processen så let som mulig. Samtidig forsøger vi at motiverer offentlige kantiner blandt andet ved at præmierer de kantiner, der gør en særlig indsats for at bruge mere økologi, siger Mette Gammicchia.

Den største økologiske varegruppe hos foodservice var mejeriprodukter, der udgjorde omkring 41 pct. af salget, efterfulgt af kolonialvarer, der udgjorde 31 pct., mens frugt og grønt inkl. frost udgjorde 21 pct. af det samlede salg.

Økologisk kød og fisk udgjorde den mindste gruppe med kun 3 pct. af det samlede salg. Det er beklageligt, men kommer ikke som en overraskelse.

- Prisforskellen mellem økologisk kød og konventionelt kød er større, end den er på mange af de andre varegrupper. Når man starter en omlægning til økologi, er det tit lettest at skifte de varegrupper ud, hvor prisforskellen er mindst. Men en omlægning kræver faktisk netop omlægning - også i måden man tænker storkøkken på, og det tager tid. Derfor er økologisk kød ikke overraskende den mindste varegruppe, siger Mette Gammicchia.

Hun forventer dog, at økologisk kød og økologiske varer generelt vil blive en voksende varegruppe over de næste par år i foodservice.

- Vi kan se et øget salg af økologisk kød i detailhandlen herhjemme, og det vil også komme til foodservice-sektoren. Faktisk forventer vi, at det økologiske salg til foodservice stiger 15-20 pct. i 2014 i forhold til 2013, og at salget af økologiske varer til foodservice vil blive fordoblet til 2 mia. kr. i 2020, siger Mette Gammicchia.

For yderlige informationer:
Mette Gammicchia, afdelingsleder i Afsætning, Handel & Markedsudvikling i Landbrug & Fødevarer, tlf.3339 4268 mail: mjg@lf.dk  
Marie Grabow Westergaaard, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf. 3017 8871

Seneste nyt fra lf.dk