Bevar og pas på småbiotoperne i agerlandet

Småbiotoperne er biernes fristed og kan fungere som helle i det dyrkede land for de vilde bier.

Download faktaark 1 her

Småbiotoperne er biernes fristed og kan fungere som helle i det dyrkede land for de vilde bier. Bierne har nemlig brug for uforstyrrede pletter, hvor ploven ikke kommer forbi, for at de kan overvintre og reproducere sig. Samtidig kan småbiotoperne være levested for nogle af de vilde plantearter, som bierne er afhængige af.

Med andre ord, så kan du sørge for både føde og levested til de vilde bier, hvis du passer på dine markveje, diger, læhegn etc. Du kan opnå 6 bi-point ved at passe godt på småbiotoper på din bedrift.

Landskabets naturarkiver

Når man ser på gamle småbiotoper som gravhøje, diger og vejkanter kan det være som at kigge ind i et historisk arkiv. Her er mulighed for at finde rester af den natur, som fandtes i landskabet i historisk tid, hvor der var meget mere artsrigt. De planter og dyr, som man finder i gamle biotoper i dag, er ikke nødvendigvis sjældne, men i det mere ensartede, dyrkede landskab, fungerer småbiotoper som små ”øer” af natur. Mange af de vilde bier er afhængige af at samle føde fra nogle få bestemte plantearter, og her er chancen for at finde føde bedre i gamle småbiotoper end i det omgivende, dyrkede landskab.

Foto: Andrea Oddershede

I dette markskel finder man f.eks. hedelyng, prikbladet perikon, tjørn og røn. Deres tilstedeværelse indikerer, at vegetationen er en rest fra et historisk landskab.

Sårbare levesteder

Udbringning af husdyr- og handelsgødning samt anvendelse af pesticider er en naturlig del af markdriften, men hjælpemidlerne kan have en negativ effekt på de småbiotoper og naturarealer, som grænser op til de dyrkede marker. Især de lineære småbiotoper, som markskel og læhegn, er meget påvirkede af markarbejdet.

Jo mindre påvirkning fra markdriften småbiotoperne udsættes for, jo bedre tilgodeses en mangfoldighed af planter, bier, sommerfugle og andre smådyr. Sørg derfor for at minimere spild, afstrømning og afdrift når du gødsker og sprøjter – fx ved at holde afstand til småbiotoperne.

Foto: Andrea Oddershede

Hold gerne afstand og udlæg bufferzoner omkring småbiotoperne, hvis du vil passe på naturværdierne i dem.

Bivenlig slåning giver flere blomster

Det er vigtigt for bierne, at småbiotoperne tilbyder masser af blomster både forår, sommer og efterår. Derfor er det vigtigt, så vidt muligt at undgå slåning i blomsternes højsæson, dvs. juni, juli og august. Derimod kan slåning i tidlig maj eller oktober være med til at fremme blomstringen. Du kan læse mere om slåning i faktaark 3: Slå ikke vejrabatter, grøfter, markskel og brak- eller græsarealer når blomsterne blomstrer.

Få overblik over regler og naturdata

Småbiotoper kan være levested for dyre- og plantearter, ligesom mange har kulturhistorisk betydning. Derfor er nogle af småbiotoperne beskyttede. Det gælder f.eks. moser og vandhuller, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.  Langt de fleste sten- og jorddiger er beskyttede og fortidsminderne er fredede. Det er ikke tilladt at foretage indgreb, der kan ændre tilstanden af beskyttede naturtyper, sten- og jorddiger eller fortidsminder.

Med app’en ”§3-natur beskyttet natur” kan du få et overblik over naturværdier (HNV-score), særlige arter, sten- og jorddiger, fortidsminder og beskyttet natur, der er fundet og registreret på de arealer du står på. Vær opmærksom på at naturregistreringerne er vejledende, der kan være beskyttet natur og arter, der endnu ikke er registreret på arealerne. Søg på ’Beskyttet Natur’ der hvor du henter apps. Du kan også kontakte din kommunale naturmedarbejder, som kan hjælpe dig med mere viden om din natur samt om sten- og jorddiger. Administrationen af bestemmelserne om fortidsminderne varetages af Slots- og kulturstyrelsen, mens kommunerne mange steder varetager plejen.

NB: Vær opmærksom på, at dette blot er et overblik, ikke en fyldestgørende gennemgang af alle regler.